Politiet i Midt- og Vestsjælland efterlyser den 19-årige Ziad Omar Alfarroukh.
Han stak af i forbindelse med transport til arresten i Kalundborg tirsdag eftermiddag klokken 16.55.
- Han havde været i Holbæk Byret og var på vej retur til Kalundborg Arrest under en bevogtning af en politpatrulje, siger vagtchef Sonny Bonde fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Da han skulle ind i Kalundborg Arrest løb han fra patruljen.
Dømt for hjemmerøveri og udvist af Danmark
Ifølge vagtchefen er den 19-årig mand dømt for grov personfarlig kriminalitet.
- Han er idømt fem års fængsel for hjemmerøveri og udvist af Danmark, siger Sonny Bonde.
Politiet er massivt til stede i området og har sendt rigtig mange patruljer ud
Den dom modtog han tirsdag i Retten i Holbæk, inden det lykkedes ham at flygte foran Kalundborg Arrest, hvor han har siddet varetægtsfængslet, indtil han skulle have sin dom.
Storstilet eftersøgning
Politiet leder efter den 19-årige mand på hele Sjælland.
- Vi er øjeblikket i gang med en storstilet eftersøgning af ham, men vi håber han er i nærområdet omkring Høng og Gørlev, siger Sonny Bonde.
- Politiet er massivt til stede i området og har sendt rigtig mange patruljer ud. Vi har tænkt sig at lede hele natten igennem, indtil vi finder ham.
Hvordan kunne det ske?
- Det er det, vi skal til at undersøge nu, siger vagtchef Sonny Bonde.
Beskrives som farlig
Den 19-årige mand beskrives som farlig, og derfor anbefaler politiet, at borgere ikke selv tager kontakt til ham, men ringer til politiet på telefon 114.
Ziad Omar Alfarroukh beskrives som:
- Mand.
- 19 år.
- 170 cm høj.
- Spinkel af bygning.
- Sort kort hår, brune øjne og lille hageskæg.
- Han er iført sort tøj.
Ifølge en opgørelse fra Rigspolitiet stak 254 personer, der enten var anholdt eller varetægtsfængslet, sidste år af fra enten politifolk eller fængselsbetjente.
Opgørelsen er fra 17. december 2019 og gælder ikke personer, der var frihedsberøvet efter udlændingelovens bestemmelser.