Efter et skyderi ved Meny i Kalundborg søger Midt- og Vestsjællands Politi nu vidner.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Politiet fik en anmeldelse klokken 18:12 om et skyderi på Nørre Allé i Kalundborg. Da de ankom til stedet, kunne de konstatere, at én person var omkommet på stedet, og at to andre var hårdt såret. Der er tale om tre yngre mænd.
Natten til onsdag er én af de to sårede mænd afgået ved døden, oplyser politiet til TV2 ØST.
VIDEO: Skyderiet fandt sted ved Meny Kalundborg, hvor politiet er i gang med deres efterforskning.
Massivt til stede i området
Klokken 18:26 fik de så en anmeldelse om en brændende bil på Eskebjergvej ikke så langt derfra. Politiet ved endnu ikke, om bilen har noget med skyderiet at gøre.
Midt- og Vestsjællands Politi søger nu vidner eller andre med nyttige oplysniger - både i forbindelse med skyderiet ved Meny på Nørre Allé og med den brændende bil på Eskebjergvej. Oplysninger kan ringes ind på telefonnummer 1-1-4.
Politiet kender ikke de tre skudofres identitet, ligesom at de på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse noget specifikt om de to sårede ofres tilstand.
Politiet er massivt til stede i området, hvor der er iværksat en omfattende efterforskningsindsats, herunder en række tekniske undersøgelser, der forventes at ville vare natten igennem.
Midt- og Vestsjællands Politi forventer ikke at kunne give yderligere oplysninger i sagen før tidligst onsdag formiddag. I morgen vil de være til stede i området med den mobile politistation fra klokken 10.00.