Projekter for havvindmøller genåbnes

To havvindmølleparker i vores område kan nu komme videre, efter arbejdet har været sat i bero.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sagsbehandlingen af Jammerland Bugt Havvindmøllepark og Omø Syd Havvindmøllepark bliver nu genoptaget af Energistyrelsen, og det glæder borgmesteren i Slagelse Kommune.

- Det glæder mig rigtig meget. Jeg har arbejdet for, at vi kan få den havvindmøllepark, så vi kan få strøm ind til Stigsnæs, som vi har mulighed for, så det glæder mig rigtig meget, lyder det fra Knud Vincents (V).

Borgmesteren i Slagelse Kommune glæder sig over, at projektet ved Omø nu fortsætter.
Borgmesteren i Slagelse Kommune glæder sig over, at projektet ved Omø nu fortsætter. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

I starten af februar blev alle havvindmølleparker under den såkaldte "åben-dør-ordning", hvor energiselskaber på eget initiativ kan søge om tilladelse til at opføre vindmølleparker, sat i bero. I alt blev 33 projekter i hele landet, herunder otte projekter her i området, sat på pause.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderede, at ordningen kan være i strid med EU-lovgivning.

Kan være i strid med konkurrenceregler

"Åben-dør-ordning" har et først-til-mølle-princip. Det vil sige, at projekterne ikke kommer i udbud, men at det energiselskab, som først udser sig et havområde og laver en ansøgning, har størst chance for at få tilladelse til at opføre en vindmøllepark.

I starten af ordningen var det mindre projekter, men nu er det blevet relativt store projekter, hvor energiselskaber potentielt får adgang til nogle store havarealer af en stor værdi.

Dét, kombineret med at projekterne ikke konkurrenceudsættes, har altså sået tvivl om, det er i strid med EU-lovgivning.

Men nu har ministeriet vurderet, at de projekter, hvor der er givet forundersøgelsestilladelse, ikke er i strid med lovgivningen. Og det er blandt andet vindmølleparken ved Jammerland Bugt og Omø.

Læs også
Se listen: Flere store vindmølleprojekter stoppes
Læs også
Se listen: Flere store vindmølleprojekter stoppes

Energistyrelsen skal give tre tilladelser, før der kan opstilles havvindmøller. Det er en forundersøgelsestilladelse, en etableringstilladelse og en tilladelse til udnyttelse af energien. Tilladelserne gives efterhånden, som projektet skrider frem.

I de konkrete tilfælde er forundersøgelserne udstedt af Energistyrelsen i perioden 2014 til 2019, og det giver European Energy, som står for projekterne, mulighed for at indlede undersøgelser på havet.

De projekter, som stadig er i bero, er nye ansøgningsområder. Her har et eller flere energiselskaber budt ind på området, men ansøgningerne er stadig ved at blive behandlet, blandt andet i høring hos de respektive kommuner. Men fælles for projekterne er, at der endnu ikke er givet nogle tilladelser. 


Nyhedsoverblik