Klokken 06.30 i strålende solskin nåede en ganske særlig gæst til Kalundborg: Krydstogtskibet Thomson Celebration.
Skibet er 215 meter langt og har 1.400 turister med sig ombord - og så er det bare det første af seks krydstogtskibe, der kommer til Kalundborg i løbet at sommeren.
I alt bliver 10.000 turister og besætningsmedlemmer sejlet til byen.
Godt for lokalmiljøet
Og de mange turister skaber stor glæde i Kalundborg. De seneste to år er der nemlig kun et enkelt krydstogtskib, der har smidt ankeret i havnen i Kalundborg.
- Det er da ikke særlig sjovt. Det er da øv at stå på messer og snakke med kolleger, som siger, at de har så mange aftaler, når vi ikke har nogen, sagde cruise- og marketingsmanager på Kalundborg Havn, Liselotte Rørup, til TV ØST torsdag.
Men nu ser det altså ud til at vende for Kalundborg Havn. Og det er noget, de lokale især ser frem til.
- Der bliver handlet meget mere. De lokale er også i fest- og feriestemning, når der kommer sådan en flok turister til byen, lød det fra ejeren af caféen og brugskunstbutikken Fionas Verden, Hanne Mølsmark, før det første skib lagde til kaj.
Her kan du se billederne fra skibets ankomst: