Det er et sjældent fænomen i Danmark - men det er fascinerende flot, når det sker.
Natten til mandag blev Danmark ramt af nordlys, der kunne ses flere steder i regionen - især i den nordlige del.
Billederne på denne artikel har fotografen Kenneth Grymen fanget ved Røsnæs Fyr, som ligger kort fra Kalundborg. Billedet er naturligvis taget i retning mod nord.
- Nordlyset kunne godt ses med det blotte øje - men farverne kom især til deres ret i kameraets billeder. Det fangede det simpelthen bedre, siger han.
Kenneth Grymen bor i Skælskør, men var kørt til Røsnæs for at få bedre billeder.
- Jeg var i tvivl om, hvor det var bedst at køre hen. jeg valgte Røsnæs fordi man her ikke forstyrres af Sjællands Odde, men har direkte udsyn mod nord, siger han.
Kunne ses til Falster
Nattens nordlys kunne også ses helt ned til Falster. Her stod Jakob Arthur Andersen fra Clearsky Astrofoto også klar til at fotografere uvejret. Lige pludselig blev det dog meget mere markant end ellers.
- Jeg skulle faktisk til at pakke sammen, da det pludselig blev meget mere kraftigt. Det var næsten som om, at nogen åbnede for det varme vand. Det blev bare meget tydeligt. Så stod jeg der på stranden og råbte og skreg. Jeg ved ikke, hvad naboerne må have troet, siger han.
Jakob Arthur Andersen betegner sig selv som pænt nørdet, når det kommer til himmelfænomener, og han var også kørt ud, da han så meldingen om mulighed for nordlys.
- Jeg stod ved Vålse vig havn, ved bådelauget. Jeg havde stået der en time, da det blev vildt, fortæller han.
Hans billede er et panoramabillede, der er sammensat i en computer af flere forskellige billeder.
- Det var en lidt vild oplevelse. Fordi da jeg stod og stillede op og skød prøvefotos, så var det som om at nordlyset hele tiden kom kravlende nærmere. Det var virkelig fedt, siger han.
Moderat solstorm
Når der opstår nordlys, så sker det fordi der for flere dage siden var en hændelse på solens overflade, der sendte store mængder ladede partikler i retning mod jorden.
Det kaldes i folkemunde en solstorm - og mere videnskabeligt en geomagnetisk storm, og stormen i nat blev betegnet som en G2-storm. Det er så at sige det næstnederste trin på solens orkan-skala, og betegnes som en moderat storm.
Stormen var især tydelig længere mod nord - og i blandt andet Finland og USA har øjenvidner kaldt stormen usædvanlig smuk - nærmest som om himlen eksplodere i farver.
Den lidt nørdede vejrtjeneste spaceweather.com har tidligere sagt, at der ville være chance for at se nordlys igen mandag aften og nat. Den melding er dog siden blevet revideret, så det kun gælder de arktiske egne. Desuden er der risiko for skyer i Danmark i aften. er der chance for, at der igen i aften kan komme nordlys som følge af den samme geomagnetiske storm.