Det er sket flere gange, at arbejdere er blevet anholdt på byggepladsen ved Novo Nordisk i Kalundborg grundet mistanke om manglende arbejdstilladelser.
I januar blev fire brasilianske mænd, der arbejdede på virksomhedens byggeplads i Kalundborg anholdt og sigtet for ulovligt arbejde. Mændene blev efterfølgende udvist af Danmark med indrejseforbud i to år.
Igen i maj blev to udenlandske håndværkere anholdt på den samme byggeplads for ikke at have deres tilladelser i orden. Det er endnu ikke afgjort, om de to arbejdere i denne sag arbejdede ulovligt.
Sagen møder stor kritik fra fagforeningen 3F.
Ifølge forhandlingssekretær Palle Bisgaard vækker det mistanke om de grundlæggende forhold hos virksomheden, når medarbejderne ikke har arbejdstilladelserne i orden.
- Man kunne få den mistanke, at der er ting, der ikke foregår lige efter bogen. Jeg ved også, at der er en del virksomheder derinde, som ikke er overenskomstdækket, og det er normalt også et dårligt tegn, i forhold til hvordan standarden er for løn og arbejdsvilkår, siger Palle Bisgaard.
Novo Nordisk er i gang med en udvidelse af fabrikken i Kalundborg, hvor der investeres mange milliarder kroner til produktionsfaciliteter til medicin.
Virksomheden er i øjeblikket den største i Danmark og beskæftiger ifølge deres hjemmeside omkring 4.400 ansatte i Kalundborg. I alt har de mere end 64.000 ansatte spredt over 80 lande.
Og netop grundet størrelsen af virksomheden mener Palle Bisgaard, at Novo Nordisk burde sikre, at arbejdet foregår på anstændige vilkår og sikre, at der ikke foregår social dumping.
- Jeg ser det her som to dele af det samme billede. Hvis der er social dumping, risikerer vores medarbejdere at blive dumpet i løn, men de gode danske virksomheder risikerer også at blive dumpet i konkurrencen. Så vi ser det som en fælles ting, at der skal være lige konkurrence og lige vilkår. Hvis der ikke er det, går det ud over det fremtidige arbejdsmarked i Danmark.
Det siger TV2 ØST's erhvervsreporter om sagen
TV2 ØST's erhvervsreporter, Signe Alvang har fulgt sagen længe.
Hun mener, at det er bemærkelsesværdigt, at en virksomhed som Novo Nordisk ikke har haft styr på, om de ansatte på deres byggeplads har haft de rette tilladelser til arbejdet.
- Novo Nordisk er en virksomhed, som brander sig på at have gode arbejds- og lønforhold, og det er også det, der gør, at de kan tiltrække så meget arbejdskraft. Derfor er det også et problem for dem, at der kommer de her dårlige sager, siger hun.
- Det er private penge, der bliver bygget for her. Det er den største private investering nogensinde i Danmark. Derfor er der også mange, der kigger på det her byggeri, og der kan man se, at det ikke helt foregår efter reglerne.
Peger på underleverandører
TV2 ØST har spurgt Novo Nordisk, hvordan det kan lade sig gøre, at der ikke kun én, men to gange er blevet anholdt ansatte på deres byggeplads efter mistanke om, at deres arbejdstilladelser ikke har været i orden.
Michael Hallgren, der er produktionsdirektør for Novo Nordisk i Kalundborg peger på underleverandørerne, der ansætter arbejderne på byggepladsen.
- Vi skriver ind i samtlige kontrakter med alle vores underleverandører, at de skal overholde gældende regler og lovgivning på alle områder. Og det er i første omgang underleverandørens ansvar, at deres ansatte personale er lovligt, siger han.
- Når det er sagt, gør vi, hvad vi kan for at følge op og sikre, at det sker i det omfang, som man kan forvente, at underleverandøren lever op til.
Ifølge Michael Hallgren har Novo Nordisk netop skærpet kontrollen med de ansatte på byggepladsen.
Tidligere har man udført stikprøvekontrol, men laver nu en fuld kontrol af alle de omkring 2000 medarbejdere på byggepladsen. Kontrollen sker dog kun i perioder.
- Er der kommet en ny mand ind, siden vi lavede sidste kontrol, eller en tilladelse er udløbet, så kommer vi ind i en gråzone, hvor der godt kan slippe noget igennem vores system.
Han anerkender kritikken fra 3F, som mistænker at sagen kun er toppen af isbjerget.
- Bekymringen er fair nok at have, når man har så meget arbejdskraft samlet et sted. Det er vi også meget bevidste om. Derfor er det også en del af det krav, vi stiller til vores underleverandører, at de skal leve op til de regler, der er på området. Både når det gælder løn- og boligforhold, siger Michael Hallgren.
Overvejer sanktioner
Michael Hallgren kan ikke garantere, at der ikke opstår lignende sager i fremtiden.
- Hvor om end jeg gerne ville, så kan jeg ikke. Der er ikke noget system af nogen som helst karakter, som ikke kan omgås, hvis man vil. Og hvis der er nogen, der vil omgå vores systemer, kan man. Men jeg vil love dig, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at det ikke sker.
Indtil videre har der ikke været sanktioner for underleverandører, der ikke har haft styr på de ansattes papirer. Men der vil blive lavet skærpelser i de fremtidige kontrakter, fortæller Michael Hallgren.
- Vi overvejer at indføre en form for bod i kontrakterne. Så hvis det viser sig, at de alligevel ikke har styr på papirerne, så vil vi komme med en eller anden form for sanktion.
TV2 ØST ville gerne have spurgt underleverandørerne, hvad de siger til Novo Nordisk kritik, og hvorfor de har brugt ulovlig arbejdskraft, men Novo Nordisk vil ikke oplyse navne på de pågældende underleverandører.