To gange om ugen lægger et containerskib til ved APM-terminalen i Kalundborg Havn. Op mod 400 containere skal losses og lastes – et nøje arbejde, der kræver fokus, præcision og ikke mindst overblik.
Jeg er uddannet lærer og har arbejdet som viceskoleleder og skiftede så spor. Så er det en helt anden verden
Og overblikket, det har Jannick Holm Wallentin. Han dispatcher – og står dermed for at få skibet losset og dernæst lastet igen inden afgang den følgende dags morgen.
TV2 ØST har fået lov til at komme med på natarbejde og se nærmere på det arbejde, der sker på Kalundborg Havn, hvor containerskibet ligger til, når mange andre sover.
- Der sker altid et eller andet uforudsigeligt. Men det er det, vi prøver at undgå, siger Jannick Wallentin, som netop har briefet de øvrige medarbejdere om nattens arbejde.
- Det er svært, men så har man i hvert fald en plan, tilføjer han.
Og allerede inden skibet – det 141 meter lange – Elbsun har lagt til, er der problemer.
- Første kald var, at vi skulle være her tidligere. Men der er sket noget uforudsigeligt nede i Kielerkanalen, så det er blevet skubbet, forklarer Jannick Wallentin.
Mandskabet består, foruden Jannick Wallentin, af havnens faste kranførere. Og ellers er de fleste timelønnede kaldt ind til nattens opgave.
- Nogle har andet arbejde ved siden af, nogle er pensionister, og så er der dem, der holder et sabbatår.
Hyggejob for pensionisten
Selv har han også en ganske anden baggrund.
- Jeg kommer fra en helt anden branche, siger Jannick Wallentin og tilføjer:
- Jeg er uddannet lærer og har arbejdet som viceskoleleder og skiftede så spor. Så er det en helt anden verden.
- Jeg synes, det er superfedt. Det er noget af et skift. Jeg var jo meget nysgerrig, for der skulle ske noget andet, og det har jeg ikke fortrudt overhovedet.
Jannick Wallentin er ikke alene på havnen med en lang nattevagt forude. I alt er de 16 medarbejdere. Flere af dem kommer, ligesom Jannick, fra en helt anden baggrund, og de har alle sammen hver deres vigtige opgave.
En af dem er 72-årige Jan Andersen.
Han er lugemand, og står for at dirigere kranføreren, der hiver containerne op fra skibets lastrum.
- Jeg er pensionist. Det her er bare et fritidsjob. Jeg synes, det er dejligt og hyggeligt. Jeg kan godt lide det, siger han og tilføjer:
- Det giver til pensionen. Så længe, de kan bruge mig, bliver jeg sgu ved. Jeg kan sove i morgen – jeg har jo ikke nogen børn, jeg skal hjem til – og konen; hun skal nok lade mig være.
Heidi Gormsen er også lugemand, men til dagligt driver hun et landbrug.
- Der er gerne en til to vagter om ugen på skibet. Nogle gange er det om dagen, og nogle gange er det om natten. Men jeg er god til at sove, når jeg kommer hjem, og jeg har store børn – så det er intet problem, siger hun.
I alt skal 209 containere losses. Og 214 nye skal lastes på Elbsun, der en time efter planen endelig lægger til kaj ved APM-terminalen i Kalundborg Havn.
Ny opgave hver gang
Arbejdet med at hive containerne op fra skibet – hvoraf nogle af dem står dybt nede i lastrummet – står Jan Nielsen for.
Det her er by all means det sværeste, jeg har prøvet
- Det kræver lidt øvelse, vil jeg sige, siger han og tilføjer:
- For det er ikke det samme skib, der kommer hver gang. Det er altid det, der er problemet – for så kan man ikke nå at vænne sig til skibet, og hvad det kommer med at forskellige låse og så videre.
Jan Nielsen kommer fra offshoreindustrien. En branche, der er kendt for at stille store krav til personalet.
- Men det her er by all means det sværeste, jeg har prøvet, siger Jan Nielsen og fortsætter:
- Man kan sagtens køre kran op og ned og til siden og alt det der, men når først du skal styre det åg forenden af kran-armen på 10 tons samtidig med, at du skal ramme nøjagtigt 29 meter nede – og det er ude på de sidste nattetimer – så kan koncentrationen godt svigte en del.
Selvom alle knokler for at holde kranerne kørende, og det skal de, hvis Elbsun skal blive klar til afgang klokken 10.30 næste dags formiddag, så er der undervejs også tid til natmad.
- Det er længe siden, vi spiste aftensmad. Folk er sultne. De kan godt sidde længe i en maskine og kun have samtale over radioen. Så er det rart at komme ind og tale om alt muligt andet, siger Jannick Wallentin.
Ved fælles indsats lykkes det holdet at få skibet både losset og lastet igen til den oprindeligt planlagte tid klokken 10.30 følgende dags morgen på trods af, at skibet ankom til den vestsjællandske havneby senere end planlagt aftenen forinden.
- Der har været god stemning, der er blevet knoklet på undervejs, uden for mange utilsigtede stops, siger en glad, men også træt Jannick Wallentin.