Skolelærer snupper posten som borgmesterkandidat foran politisk sværvægter

Socialdemokratiet i Kalundborg Kommune har valgt en ny borgmesterkandidat efter et broget forløb.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vælgerne i Kalundborg Kommune får ved det kommende kommunalvalg i november 2021 mulighed for at sætte kryds ved en helt ny borgmesterkandidat fra Socialdemokratiet.

Efter at have været partiers spidskandidat til borgmesterposten gennem den seneste halvanden valgperiode er Gunver Jensen (S) nemlig blevet afsat og udskiftet med den lokale partiforeningsformand Tina Beck-Nilsson (S).

quote Der er sket rigtig mange ting de sidste fem måneder, som har været mindre gode for os i Socialdemokratiet

Tina Beck-Nilsson (S), borgmesterkandidat i Kalundborg Kommune

Det blev mandag afgjort ved en urafstemning, hvor stemmerne fordelte sig 96 mod 91 i Tina Beck-Nilssons favør. To personer stemte blankt.

- Jeg er virkelig ydmyg over at være blevet valgt. Jeg er selvfølgelig glad, og jeg er også meget stolt. Samtidig ved jeg godt, at det er en fuldstændig gigantisk opgave, som jeg og resten af partiet står over for, hvis vi skal sætte os i borgmesterstolen. Det bliver noget af en udfordring, men jeg har aldrig været bange for at tage en udfordring op, siger Tina Beck-Nilsson.

Hvorfor er der behov for en ny spidskandidat?

- Jeg er ikke sikker på, at Gunvers og min politik grundlæggende er meget forskellig, men vores tilgang til at få ført den frem er forskellig. Vi har haft nogle fantastiske valg – både til folketingsvalget og europaparlamentsvalget – og sådan set også et udmærket kommunalvalg sidste gang, men vi skal have kapitaliseret de valg, vi har haft, og der kan jeg byde ind med noget andet i forhold til at komme ud og komme i kontakt med borgerne i Kalundborg Kommune, svarer Tina Beck-Nilsson.

Artiklen forstætter under billdet.

Der var tæt løb mellem de to kandidaterne til posten som spidskandidat hos Socialdemokratiet i Kalundborg Kommune.
Der var tæt løb mellem de to kandidaterne til posten som spidskandidat hos Socialdemokratiet i Kalundborg Kommune. Foto: Socialdemokratiet i Kalundborg / Facebook

Forløbet op til selve afstemningen har været broget, fordi Gunver Jensen blev udfordret af sin egen partiforeningsformand, der blev indstillet af en enstemmig partibestyrelse.

Det skete uden at orientere Gunver Jensen om det på forhånd. Samtidig beskrives valgkampen om posten som spidskandidat blandt andet som uskøn.

Tina Beck-Nilsson, der sidder som partiforeningsformand i bestyrelsen, ønsker ikke at svare på, hvorfor Gunver Jensen ikke blev informeret om indstillingen på forhånd.

- Jeg synes i stedet, at du skal stille det spørgsmål til den bestyrelse, som pegede på mig, siger hun.

Marie Hansen
Læs også
Efterladt DF'er kritiserer partihoppere for vattet og dårlig opførsel: - Vi har været ekstremt uenige
Marie Hansen
Læs også
Efterladt DF'er kritiserer partihoppere for vattet og dårlig opførsel: - Vi har været ekstremt uenige

Men du er jo formand for bestyrelsen?

- Ja, men lige præcis der, var jeg ikke med. Det skal du i stedet spørge Esben (Esben Hansen, næstformand hos Socialdemokraterne i Kalundborg, red.) om, svarer Tina Beck-Nilsson.

Esben Hansen ønsker ikke at udtale sig om sagen og henviser tilbage til Tina Beck-Nilsson.

- Jeg synes ikke, at vi skal bruge rigtig meget tid på at snakke om, hvad der er sket. For der er sket rigtig mange ting de seneste fem måneder, som har været mindre gode for os i Socialdemokratiet. Men vi er nødt til at se fremad og se på, hvad vi kan levere i fællesskabet i stedet for, hvad vi var uenige om, siger Tina Beck-Nilsson.

Har været aktiv i lokalpolitik siden murens fald

Gunver Jensen betegner forløbet, hvor bestyrelsen udpegede partiforeningsformand Tina Beck-Nilsson til spidskandidat uden at informere hende på forhånd eller uden at spørge partiet, som meget mærkeligt.

- Nu har medlemmerne på demokratisk vis besluttet, hvordan det skal være. Det er jeg fuldstændig tilfreds med, men sådan var det ikke i starten, siger Gunver Jensen, der trods nederlaget glæder sig over de 91 stemmer, som hun høstede ved urafstemningen.

quote Det var så tæt, men sådan er det

Gunver Jensen (S), medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune

- Det kunne måske lige så godt have været omvendt. Det var så tæt, men sådan er det, siger Gunver Jensen.

Den politiske sværvægter, der har været i lokalpolitik siden 1989, lægger dog ikke skjul på sin ærgrelse over resultatet.

- Man går aldrig nogensinde til valg, hvis man ikke vil vinde. Men omvendt er jeg meget stolt og glad over de stemmer, som jeg har fået. Det må betyde, at det ikke er helt tosset, hvad jeg laver til hverdag, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gunver Jensen begyndte sin politiske karriere i 1989 og har flere gange været viceborgmester. Hun har aldrig selv været borgmester.
Gunver Jensen begyndte sin politiske karriere i 1989 og har flere gange været viceborgmester. Hun har aldrig selv været borgmester. Foto: TV2 ØST

Gunver Jensen forsætter som medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune og som gruppeformand for de socialdemokratiske medlemmer. Hun har ikke taget stilling til, hvorvidt hun skal genopstille eller ej til kommunalvalget i november 2021.

Skal forsøge at vælte bykonge

Med under halvandet år til kommunalvalget skal Tina Beck-Nilsson nu forsøge at markere sig politisk, og hun får ikke taletid i kommunalbestyrelsen, fordi hun er nemlig slet ikke valgt ind.

- For mig handler det rigtig meget om at komme ud og snakke med borgerne i Kalundborg Kommune og dels at finde ud af, hvor skoen trykker. Men jeg skal også vise, hvad vi kan levere fremfor den retning, som Venstre er primus motor for, svarer hun.

quote Jeg tror, at Kalundborg Kommune er klar til at ville noget andet

Tina Beck-Nilsson (S), borgmesterkandidat i Kalundborg Kommune

Kan du slå Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune, og overtage borgmesterposten?

- Selvfølgelig tror jeg det, ellers ville jeg ikke gå ind i det her. Men selvfølgelig ved jeg godt, at det bliver en kæmpe opgave, og det er meget ambitiøst at sige. Han har siddet i 12 år og er næstformand i Kommunernes Landsforening, så selvfølgelig er han en sværvægter, svarer hun og fortsætter:

- Men jeg tror, at Kalundborg Kommune er klar til at ville noget andet. Der er et behov for at sætte fokus på nogle andre steder og få løftet nogle områder på børn- og ungeområdet – også i forhold til vores kultur og natur.

Kæmper for bedre forhold til de mindste

Tina Beck-Nilsson vil som borgmesterkandidat særligt kæmpe for bedre vilkår til børn og unge, når hun skal forsøge at vippe Martin Damm ud af borgmesterkontoret, hvor han har siddet siden kommunalvalget i 2009.

- For mig handler det meget om børn og unge mennesker og hele det fundament, som vi udvikler vores samfund på. Det er problematisk, at vi har så mange unge mennesker, der ikke får en uddannelse eller forlader folkeskolen og ikke har den uddannelse, der skal til for at lykkes med at komme videre i uddannelsessystemet, siger hun og fortsætter:

Henrik Kjølby
Læs også
Sorø-politiker skifter parti - fire lokale DF'ere har forladt partiet på ti dage
Henrik Kjølby
Læs også
Sorø-politiker skifter parti - fire lokale DF'ere har forladt partiet på ti dage

- Vi har også rigtig mange børn og udsatte familier, som har brug for en anden slags hjælp end den, som de tilsyneladende får nu. Så jeg er meget på børnenes side i forhold til, at vi skal få skabt et bedre fundament for det hele liv.

Tina Beck-Nilsson er 48 år, uddannet skolelærer og har været ansat i Greve Kommune i 19 år. Til daglig er hun tillidsrepræsentant for lærerne i Greve Kommune og formand for den lokale afdeling af Danmarks Lærerforening. Privat bor Tina Beck-Nilsson med Finn og deres til sammen fem børn.


Nyhedsoverblik