Stor modstand mod kystnære havvindmøller

Den offentlige høring af VVM-redegørelsen for Jammerland Bugt Havmøllepark ved Kalundborg er slut, og antallet af indsigelser er på mellem 450 og 500

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Planerne om at opstille mellem 34 og 60 kystnære havvindmøller i Jammerland Bugt på Sjællands vestkyst bliver mødt med massiv modstand. Møllerne skal stå fra halvøen Asnæs mod nord til halvøen Reersø mod syd.

Den folkelige modstand viste sig blandt andet i januar, da 500 borgere og lokale politikere deltog i et borgermøde i Kalundborghallen for at høre mere om planerne for opsætningen af havvindmøllerne.

VVM-redegørelsen og flere miljørapporter om planerne for Jammerland Bugt Havmøllepark blev sendt i offentlig høring den 27. december og fristen for at komme med bemærkninger eller indsigelser udløb den 28. februar. Nu er Energistyrelsen i gang med gennemgå de mange svar.

- Vi kan ikke endnu komme med et præcist tal over antallet af bemærkninger og indsigelser, som vi har modtaget i forbindelse med høringen af Jammerland Bugt projektet. Men det foreløbige tal er på 450-500, hvoraf omkring 10 er fra myndigheder, fortæller Ture Falbe-Hansen, der er pressechef hos Energistyrelsen.  

Gennemgår høringssvar

Energistyrelsen skal nu skrive et høringsnotat på baggrund af de indkomne høringssvar.

- Viser det sig, at der er kommet afgørende nye oplysninger, så kan der blive behov for supplerende analyser og høring af VVM-materialet, før vi træffer en afgørelse i sagen, siger Ture Falbe-Hansen, der ikke har noget bud på, hvor længe det vil tage at skrive høringsnotatet.  

Truer dyr og landskab

Nogle af dem, der har skrevet en indsigelse imod planerne, er foreningen Beskyt Jammerland Bugt. Ifølge foreningen er meget af indholdet i materialet fra Energistyrelsen forkert, ligesom de miljønegative forhold er undervurderet, og de meget få miljøpositive forhold er overvurderet, skriver foreningen på deres hjemmeside.

- I vores indsigelse anfægtes 80 nye punkter i den fremlagte VVM-miljøredegørelse, udover de cirka 30 punkter, som vi har nået at fremvise her på hjemmesiden. Vi finder det ganske åbenlyst, at placeringen af en havvindmøllepark i Jammerland Bugt, er meget uheldig og truer såvel natur, dyr, landskab, rekreative værdier og mennesker i et helt uacceptabelt niveau, siger formanden for foreningen, Ole Nyvold. 

- Jeg er imponeret over, at der er kommet så mange indsigelser, og det må gøre indtryk på Energistyrelsen. Nu er det så Energistyrelsen, der skal kigge indsigelserne igennem og vurdere dem og vi holder tæt øje med dette arbejde. Men jeg frygter, at vi kommer til at vente i lang tid, for sagen trækker ud, og det er ikke rart, siger Ole Nyvold.

Negative påvirkninger

Også Kalundborg Kommune har gjort indsigelse mod planerne. 

- Et enigt byråd mener ikke, at havvindmøllerne skal være der. Længere er den sådan set ikke. De skal ikke skæmme vores store sommerhus-område, siger Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg Kommune. 

I baggrundsrapporten til VVM-rapporten er der foretaget en visualisering af, hvordan havvindmøllerne vil se ud fra kysten. Her viser det sig, at horisonten fra maj til september vil få en meget stor påvirkning med væsentlige negative påvirkninger.

- Hvis det ikke kan få Energistyrelsen til at ændre holdning til hele projektet, så giver det ingen menig, hvorfor så måle på det, siger Martin Damm. 

Han understreger samtidig, at bugten er kerneområde for den nordiske edderfuglebestand, og at arten er beskyttet. 


Nyhedsoverblik