Svensk rovfugl elsker Sjælland

Det var lige før, at der blevet slået ny rekord, da optællingen af den røde glente fandt sted i starten af januar. Antallet af overvintrende glenter er steget markant siden 2015.

I årets første weekend havde Dansk Ornitologisk Forening (DOF) traditionen tro optælling af, hvor mange rustfarvede ørne, der befinder sig i det danske kongerige.

Med andre ord var DOF på udkig efter røde glenter, der kommer til at overvintre her i landet, inden de formentlig tager tilbage til Sverige.

quote Vi diskuterer meget i gruppen, hvorfor det er lige netop på Vestsjælland, at der er så mange røde glenter

Per Rasmussen, Dansk Ornitologisk Forening artskoordinator

Og her stod det klart, at man er tæt på at slå rekord. Der blev nemlig optalt 706 røde glenter, hvilket er 53 færre end rekorden på 759, som blev sat i 2023.

- Det er jo superfedt, at der er så mange. Det betyder jo, at der er føde nok til,  at bestanden rent faktisk stiger - og det er en fugleentusiast som mig selvfølgelig glad for, siger Per Rasmussen, som er DOF’s artskoordinator for den røde glente.

Per Rasmussen er artskoordinator for den røde glente
Per Rasmussen er artskoordinator for den røde glente Foto: Per Rasmussen - Privatfoto

Sjælland er mest populær

Og ligesom det har været de seneste år, var Sjælland også det mest populære sted i Danmark at slå sig ned for den røde glente.

- Ikke overraskende var Vestsjælland regional topscorer med 215 røde glenter, siger Per Rasmussen.

Sådan har bestanden af røde glenter udviklet sig:

2015: 268 røde glenter.

2016: 212 røde glenter.

2017: 306 røde glenter.

2018: 371 røde glenter.

2019: 234 røde glenter.

2020: 432 røde glenter.

2021: 439 røde glenter.

2022: 566 røde glenter.

2023: 759 røde glenter.

2024: 431 røde glenter. 

2025: 706 røde glenter.

Kilde: Dansk Ornitologisk Forening

Fuglegruppen holder til ved Tissø, som ligger syd for Kalundborg og nord for Slagelse.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi diskuterer meget i gruppen, hvorfor det er lige netop på Vestsjælland, at der er så mange røde glenter. Én ting er i hvert fald sikkert: Der må være en masse føde til dem. En del af dem, der også overvintrer ved Tissø, kommer også fra Sverige - men helt præcist, hvorfor den sø og det område trækker så meget, ved jeg faktisk ikke, siger artskoordinator.

Man skal være vaks, når man skal tælle den røde glente
Man skal være vaks, når man skal tælle den røde glente Foto: TV2 ØST - Arkiv

Temperaturen

En af årsagerne til, at bestanden er steget næsten 500 i antallet af røde glenter på 10 år, er temperaturen.

Læs også
Min hverdag: Sjælden rovfugl jagede ved Haslev
Læs også
Min hverdag: Sjælden rovfugl jagede ved Haslev

Det er nemlig blevet et væsentlig varmere klima, vi har om vinteren, og det er den røde glente vild med.

De røde glenter fra Sverige er tosset med Vestsjælland.
De røde glenter fra Sverige er tosset med Vestsjælland. Foto: Jan Skriver - Dansk Ornitologisk Forening

- Vi har jo ikke rigtig vinter længere. Tidligere fløj de til Spanien og det sydlige Frankrig for at overvintre, men nu bliver de her. De unge fugle flyver faktisk stadigvæk sydpå, men de ældre bliver her eller flyver fra Sverige, hvor det er lidt koldere, for at overvintre i Danmark, siger Per Rasmussen.

Den røde glente

Kendetegn:
Den røde glente er en elegant rovfugl med lang kløftet hale og lange, smalle vinger. Glenten er rødbrun og sortspraglet med gråhvidt, smalt sortstribet hoved og rødbrun hale med sorte spidser. Vingerne er rødbrune og gråsorte med lyse felter og sorte håndsvingfjer.

Føde:
Rovfuglen lever af ådsler og æder mange trafikdræbte dyr. Den tager også frøer, krybdyr, smågnavere, fugleunger og småfugle.

I Danmark lever der fast 350-400 røde glentepar. Med den store stigning af overvintrende fugle er der dog en stor chance for, at flere af dem bliver hængende.

- Jeg håber jo, at de tænker, at der egentlig er meget fedt på Sjælland eller Fyn, så de kan blive her for at yngle, siger Per Rasmussen.


Nyhedsoverblik