Undersøgelse af Kattegatforbindelse er i gang: - Det vil flække Røsnæs

Opmålingen af en potentiel Kattegatforbindelse er netop i gang på Røsnæs, men en motorvej vil flække området i stykker, mener en modstanderforening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Planerne om en ny motorvej tværs gennem Røsnæs kan blive en realitet.

I hvert fald er første del af forundersøgelsen nu gået i gang.

Men Røsnæs er en uerstattelig naturperle og ikke en tilkørsel til en motorvejsbro, mener foreningen Nej til motorvej på Røsnæs. Derfor går de i dag i samråd med Trafikudvalget på Christiansborg med den mission om at få at vide, om der er et flertal i Folketinget, der vil respektere den såkaldte Naturkanon.

- Vi er meget interesseret i, om det nye grønne flertal i Folketinget vil respektere Danmarks Naturkanon, som er det store projekt, hvor Jakob-Ellemann Jensen (V) (tidligere miljøminister, red.) udpegede 15 unikke naturområder i Danmark. Så vil vi vide, om der stadig er et flertal i Folketinget for at respektere det, for hvis man vil det, er det uforeneligt med, at man vil lave en motorvej udover smukke Røsnæs, siger Anders Jørn Jensen, der er formand for Nej til motorvej på Røsnæs.

quote Hvis man har en motorvej igennem der, vil det flække Røsnæs

Anders Jørn Jensen, Formand, Nej til motorvej på Røsnæs

Fælles for alle medlemmer i foreningen Nej til motorvej på Røsnæs er, at de er bekymret for støj, forurening og ikke mindst naturen og de fredninger, der er i området.

- Røsnæs er jo to kilometer på det smalleste sted, så hvis man har en motorvej igennem der, vil det flække Røsnæs, siger formanden.

I videoen herunder kan du høre, hvad Anders Jørn Jensens reaktion var efter mødet.

Tirsdag var foreningen Nej til motorvej på Røsnæs i samråd med Trafikudvalget på Christiansborg. Du kan her høre, hvad formanden Anders Jørn Jensen mener, de fik ud af mødet.

Forundersøgelse koster 60 millioner

Det er en projektgruppe, der består af repræsentanter fra Vejdirektoratet, Sund og Bælt samt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som gennemfører forundersøgelsen af en fast motorvejsforbindelse over Kattegat.

- Vi kigger både på en ren vejforbindelse, og så undersøger vi en kombineret forbindelse med både mulighed for jernbane og en vejforbindelse over. Så det er begge løsninger, der er i spil, siger Ulrik Larsen, der er projektchef ved Vejdirektoratet.

Forundersøgelsen af en motorvej over Kattegat er i gang.
Forundersøgelsen af en motorvej over Kattegat er i gang. Foto: TV2 ØST

I forundersøgelsen vil forskellige linjeføringskorridorer, tekniske løsninger og natur- og miljømæssige konsekvenser blandt andet blive belyst nærmere. Projektgruppen er på besigtigelse i dag i Kalundborg Kommune, og mandag var gruppen på Samsø.

- Nu er vi ude og se os omkring og kigge på landskabet, natur og miljø og de udfordringer, der kan være i sådan et stort projekt, siger Ulrik Larsen.

Mulig kattegatbro
Læs også
Kattegat-forbindelse skal undersøges nærmere - kan spare trafikanter for halvanden times kørsel
Mulig kattegatbro
Læs også
Kattegat-forbindelse skal undersøges nærmere - kan spare trafikanter for halvanden times kørsel

Ifølge finansloven blev den tidligere regering og Dansk Folkeparti enige om at prioritere 60 millioner kroner til en forundersøgelse af en potentiel Kattegatforbindelse. Heraf er der afsat 15 millioner kroner i 2019, 25 millioner kroner i 2020 og 20 millioner kroner til forundersøgelse i 2021.

Forundersøgelsen er den første konkrete planlægningsundersøgelse af en Kattegatforbindelse og vil give et billede af, hvordan en fremtidig forbindelse kan se ud.


Nyhedsoverblik