Utroligt fund: Finder knivskarpt sværd fra bronzealderen

En aftentur på nogle marker ved Forsinge vest fra Svebølle endte med et fantastisk fund. Her fandt to fritidsarkæologer et yderst velbevaret sværd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bip bip biiiipppp. Da fritidsarkæologerne Ernst Christiansen og Lis Therkildsen var ude og gå på en mark ved Forsinge, var der et kraftigt udslag på deres metaldetektorer.

De gik straks i gang med at grave, og her blev de mødt af et forbløffende syn: Cirka 30 centimeter nede i jorden fandt de et sværd.  De besluttede sig for at lade det ligge og dækkede det til igen. Næste morgen kontaktede de Museum Vestsjælland, der straks sendte arkæologer til stedet. 

Det skriver Museum Vestsjælland i en pressemeddelse.  

Sammen med to andre arkæologer afdækkede museumsinspektøren området, og her kunne de så grave et 82 centimer langt velbevaret sværd og af muldjorden. Sværdet er fra den yngre bronzealder – og det er stadig skarpt, selvom det er mere end 3.000 år gammelt.

Fakta om sværdet

Der er tale om et bronzesværd med grebsspids - også kaldet for et hornkap-sværd. Klingen er 67 centimeter lang.  

Arkæologer har dateret sværdet til den yngre bronzealder, hvilket vil sige 1.100-900 før vor tidsregning.

Sværdet skal afleveres til danefæ-behandling, så hvis du skal se det, så har du kun muligheden onsdag den 7. september, hvor det vil blive vist frem på Kalundborg Museum. 


Nyhedsoverblik