Verdenskendt industrisymbiose fylder år - blev "opdaget" af gymnasieelever

Kalundborg Symbiose er verdenskendt for cirkulær produktion. Blandt andet takket være fire lokale gymnasieelever.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når Novo Nordisk, Ørsted, Kalundborg Refinery og en række andre virksomheder i Kalundborg har overskydende ressourcer i form af vand, energi og materialer, så går det ikke til spilde. I stedet deler virksomhederne restprodukterne med hinanden.

På den måde bliver det, der måske er affald for den ene virksomhed, en gevinst for en anden. 

Kalundborg Symbiose består i dag af 14 offentlige og private virksomheder og kalder sig verdens førende industrisymbiose. I år fylder det bæredygtige industrisamarbejde 50 år. 

Kalundborg Symbiose blev formelt etableret i 1972, da et par lokale virksomheder satte sig for at forsyne hinanden. I dag er det et verdenskendt eksempel på cirkulær produktion.

- Der er stor interesse for fortællingen om symbiosen og fortællingen om, at det har været en succes i mange år. Vi får gæster fra De Forenede Emirater, Østen, USA og hele Europa, fortæller Lisbeth Randers, sekretariatschef i Kalundborg Symbiose.

Virksomheder i Kalundborg Symbiose

Partnerskabet består i dag af disse 14 virksomheder 

Argo
Avista Green
Chr. Hansen
Kalundborg Refinery
Kalundborg Bioenergi
Kalundborg Forsyning
Kalundborg Kommune
Novo Nordisk
Novozymes
Saint-Gobain Gyproc
Unibio
Meliora Bio
Remilk
Ørsted

Kilde: Kalundborg Symbiose

Selvom idéen om at dele restprodukter med hinanden blev ført ud i livet i 1972, så var det først 17 år efter, i 1989, at Kalundborg Symbiosen blev kortlagt og beskrevet som et koncept om bæredygtig cirkulær produktion og industrielt økologi, hvor virksomheder kan drage fordel af hinandens overskud. 

Det kan Kalundborg Symbiose blandt andet takke fire lokale gymnasieelever for.

Emneopgave om bæredygtighed

I oktober 1989 var der emneuge på Kalundborg Gymnasium. Eleverne blev på tværs af årgange sat til at lave en projektopgave om bæredygtighedsbegrebet.

Emneugen blev til på baggrund af en FN-rapport under navnet "Vores fælles fremtid – Brundtland-kommissionens rapport om miljø og udvikling".

quote Jeg synes, det er en fantastisk tanke, at det stammer fra Kalundborg og blev opdaget af nogle gymnasieelever

Lisbeth Randers, Sekretariatschef, Kalundborg Symbiose

Eleverne blev sat til at arbejde i grupper. En af grupperne satte sig for at kigge nærmere på den måde Novo Nordisk, Asnæsværket og få andre virksomheder hjalp hinanden.

De fire elever byggede en model af pap og sugerør og beskrev for første gang det industrisamarbejde, der i dag er kendt som Kalundborg Symbiose. 

- Den model, som blev bygget og den kortlægning af udveksling af ressourcestrømme, der blev lavet under emneugen på gymnasiet i 1989, er blevet et lærebogseksempel på, hvordan man kan lave industriel økologi. Det er blevet en definition, der bliver brugt over hele verden. Industriel symbiose er en term, og jeg synes, det er en fantastisk tanke, at det stammer fra Kalundborg og blev opdaget af nogle gymnasieelever.

Emneopgaven endte med at blive beskrevet i en artikel i Politiken. Senere blev det lokale industrisamarbejde i Kalundborg nævnt i udenlandske medier.

Elevgruppen endte med at vinde en pris, som blev uddelt i Planetariet i København. Hver elev fik 4.000 kroner i præmiesum, mens gymnasiet fik tildelt 9.000 kroner.

Artikel i Financial Times

I forbindelse med Kalundborg Symbiosens jubilæum er en 33 år gamle optagelser fundet frem. En af skolens daværende lærere optog prisuddelingen i Planetariet, hvor eleverne modtager prisen, og hvor både skolens daværende rektor og en af eleverne holder tale.

Søren Juul stod bag optagelserne. Han var dengang lærer på skolen. Han husker tydeligt emneugen og det fornemme arbejde, de fire elever præsterede. Han husker især Ditte Sommer, som var en af de fire elever, der kortlagde og beskrev den lokale industrisymbiose i 1989. 

- Jeg anede ikke, at Søren havde filmet det. Det er helt fantastisk at genopleve det. Det ligger jo 33 år tilbage i tiden, siger Ditte Sommer.

Læs også
Virksomheders overskudsvarme kan erstatte gas
Læs også
Virksomheders overskudsvarme kan erstatte gas

Ditte Sommer har også været forbi Kalundborg Symbiosens sekretariat på forsknings- og uddannelsescenteret Helix Lab i Kalundborg. Her mødtes hun med sekretariatschef Lisbeth Randers, der kunne fremvise flere gamle dokumenter og artikler om Kalundborg Symbiose. Heriblandt en artikel fra Financial Times fra 1992.

- Det er ret fantastisk at kunne tale med en af dem, der var med til at kortlægge systemet i 1989. Det er ligesom at tale med en af pionererne. Jeg har haft glæden af at tale med nogle af direktørerne gennem tiden, der har stået for den tekniske del, men at tale med en af de elever, der lavede projektet, synes jeg er fantastisk.

Kalundborg Symbiose fejrer sit jubilæum med en konference den 24. oktober, hvor der vil være en række oplæg samt paneldebat.


Nyhedsoverblik