Kalundborg Kommune er indehaver af den uofficielle danmarksrekord i investeringer i sortlistede obligationer og aktier.
I alt har kommunen 286 aktier i sortlistede selskaber via investeringsforeninger og 288 statsobligationer fra sortlistede lande.
Vi skal heller ikke spille på rouletten for borgernes penge
Til sammen har de 574 problematiske investeringer en markedsværdi på knap 3,6 millioner kroner. I alt har kommunen 3.519 investeringer for samlet 128,5 millioner kroner.
Det viser data, som er indhentet i et samarbejde mellem Gravercentret - Danmarks Center for Undersøgende Journalistik og Danwatch.
Eller rettere sagt: Kalundborg Kommune var indtil tirsdag morgen indehaver af danmarksrekorden.
- Forvaltningen har lige oplyst mig om, at vi har solgt alle papirerne. Fremover har vi pengene investeret i en særlig investeringsforening for kommuner, som Danske Bank står bag, siger Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune, til TV2 ØST tirsdag.
S sætter foden ned
Den resolutte melding fra borgmesteren kommer i kølvandet på, at der blandt oppositionspartierne i Kalundborg var alt andet end tilfredshed med, at skatteborgernes penge blandt andet var investeret i det statsejede mexicanske olieselskab Pemex, der har tvivlsomme vilkår for medarbejderne, og at kommunen havde statsobligationer i Panama, der er et velkendt skattely.
- Mig bekendt har vi i denne valgperiode slet ikke taget stilling til det her. Og jeg kan bare sige, at Socialdemokratiet ikke vil være med til, at vi investerer i Panama og i virksomheder, der ikke opfører sig ordentligt.
- Vi er nødt til at få retningslinjerne kigget igennem, siger Tina Beck-Nilsson (S), der er viceborgmester i Kalundborg og næstformand for økonomiudvalget.
Hun kræver derfor en drøftelse af sagen på et kommende økonomiudvalgsmøde.
Så mange problematiske investeringer havde kommunerne i sommeren 2024
Kalundborg: 574
Guldborgsund: 128
Næstved: 66
Lolland: 46
Slagelse: 44
Sorø: 23
Holbæk: 18
Faxe: 5
Odsherred: 0
Ringsted: 0
Stevns: 0
Vordingborg: 0
Kilde: Gravercentret - Danmarks Center for Undersøgende Journalistik og Danwatch.
Forsker: Fornuftigt nok at investere
Kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, undrer sig over forløbet.
- Jeg synes, det er besynderligt, at der ikke er en eneste, der har overvejet, hvordan kommunen investerer sine penge. Det kunne være et byrådsmedlem, en i direktionen eller måske i banken, kommunen bruger. Hvorfor er der ingen, der har stillet spørgsmål?, lyder det fra Roger Buch.
For at kommunen investerer, er i udgangspunktet ganske fornuftigt, påpeger han.
- Generelt er en kommune forpligtet til at handle økonomisk forsvarligt. Det vil sige, at man skal have en vis sans for købmandskab. Derfor er det også en god idé at investere den del af kassebeholdningen, man alligevel ikke skal bruge på driften, siger Roger Buch.
Han henviser til, at alternativet er at have pengene stående på en konto uden renter.
Det følger også af den førte økonomiske politik i Danmark, at kommunerne ikke bare kan bruge hele kassebeholdningen på velfærd og byggeri af eksempelvis nye plejehjem og børnehaver.
Kommunerne er underlagt nogle lofter over forbruget, som gør, at kommunen ikke bare kan bruge løs.
Kommuner kan kun eje aktier indirekte. Konkret sker det ved at købe aktier i investeringsforeninger, der ejer aktierne.
Det er gennem disse, at Kalundborg-borgernes skattekroner blandt andet er placeret i bryggerivirksomheder som Carlsberg og Heineken, den israelske medicinalproducent Teva og den amerikanske kasinogigant Caesars Entertainment. Aktier, som en stribe danske pensionskasser har sortlistet.
Et dilemma for kommunerne
Alligevel er sagen ikke så nem set med kommunale briller, lyder det fra Roger Buch.
- Grundlæggende er kommunens interesse jo at få mest afkast af pengene. Derfor er det dilemmafyldt at finde ud af, hvad man skal investere i.
- Man kunne sagtens forestille sig, at man ville vedtage, at alle aktier skal være placeret i vedvarende energi og grøn omstilling. Men er det mon også det mest økonomisk fornuftige? Måske ikke, for man kan jo forestille sig, at nogle grønne virksomheder ikke klarer den, siger han.
Tilbage i Kalundborg lægger Martin Damm vægt på, at pengene er placeret i værdipapirer, der ikke kan sættes en finger på.
- Kalundborg Kommune flytter næppe meget ude i verden ved det her, for det er forholdsvist små beløb, vi taler om.
- Men vi kommer ud i nogle mærkelige diskussioner, hvis vi er medejere af alt fra tobaksvirksomheder til våbenproducenter. Det handler om principper. Vi skal investere klogt, men vi skal heller ikke spille på rouletten for borgernes penge, siger han.
Ud af i de i alt 12 kommuner i TV2 ØSTs sendeområde, har otte kommuner værdipapirer, der er sortlistet.
Kun kommunerne Vordingborg, Stevns, Ringsted og Odsherred ejer slet ikke værdipapirer, der er sortlistet.