Førtidspensionisten Ib Andersen fra Dannemare nær Nakskov har nok været en af de mest omtalte kandidater i dette kommunalvalg.
Han stillede op i Lolland Kommune med bogstavet 'U' for borgerlisten Udkantsdanmark, som høstede 251 stemmer. Men det var ikke nok for Ib Andersen til at komme i byrådet.
- Ja, det er da lidt irriterende på en måde, at det bliver mange af de samme mennesker i byrådet igen. Det viser vel, hvor meget Lolland er indavlet efterhånden... eller også er folk bare arrogante, siger Ib Andersen til TV ØST.
Hvis folk stadigvæk vil have dårlig mad fra dødskøkkenet i Sakskøbing, så har de jo stemt korrekt nok
Hvad mener du med arrogante?
- Man stemmer på et parti, ligegyldigt hvilket lort, der er sket gennem årene i partiet. Men okay, hvis folk stadigvæk vil have dårlig mad fra dødskøkkenet i Sakskøbing, så har de jo stemt korrekt nok. Så det kan man jo ikke gøre noget ved.
Du fik 251 stemmer - hvad tænker du om det tal?
- Jamen det ved jeg ikke. Man kan jo ikke bruge det til noget, når ikke man kommer i byrådet. Men det står da skrevet et eller andet sted, at man har været der.
Du må have haft nogle forventninger op til valget?
- Så mange forventinger havde jeg ikke. Jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke havde noget at tabe, men alt at vinde. Jeg er sgu ikke sur over det. Hvis man vil stemme på Holger (Schou Rasmussen (S) red.), så gør man jo det. Han kan jo ikke gøre for, at befolkningen er, som de er, og stemmer som de gør.
Fylt væk fra kommunen og få noget bedre
Hvordan tror du, det kommer til at gå uden dig i byrådet?
- Det bliver forhåbentlig ikke værre. Men man har jo valget om at flytte fra kommunen, man kan jo kun komme til noget, der er bedre.
Overvejer du det?
- Nej, det gør jeg ikke, men hvis nogen er utilfredse, så kan man bare trække pælene op og flytte kommune.
Hvad er det, du er utilfreds med i forhold til den måde, kommunen bliver kørt på?
- Det er hjemmeplejen og alt muligt. Og at man lukker skoler. Børnene er jo godt klar over, at kriminalitet kommer før skole og arbejde, når man lukker dem, og det er den vej, det helst ikke skal gå.
Hvilken forskel kunne du have gjort?
- Starte på en ny begyndelse. Vi skal have nogle arbejdsmuligheder og praktikpladser til de unge.
Hvorfor tror du, det gik galt?
- Man stemmer der, hvor man plejer at stemme.
Stiller ikke op igen: Jeg skal ud at fiske
Kunne du have gjort noget anderledes?
- Der er vel ikke så meget at gøre. Flere vælgermøder måske. Så kunne man kommme hele vejen rundt og ikke blive blæst i havnen på halvvejen.
Kunne du finde på at stille op igen?
- Nej, det gider jeg ikke. Der er for meget faren rundt, og man skal holde sig orienteret de næste fire år.
Hvad er din plan fremover, når du ikke længere skal engagere dig i politik?
- Jeg skal ud og fiske - det bliver jeg jo nødt til.