Han er i fuld gang med at pille valgplakaterne ned igen.
Men det er ikke med en trist mine, at Thomas Adelskov lægger plakaterne ind i bagagerummet i sin bil. Han har nemlig fået endnu fire år for bordenden i Odsherred Kommune.
Og med sine 5.581 personlige stemmer er han en populær herre.
Jeg tager det som et cadeau for den indsats, vi har ydet
- Jeg er selvfølgelig stolt over at have fået så mange stemmer. Det er også med en ydmyghed, fordi det forpligter selvfølgelig også, siger Thomas Adelskov.
Borgmesteren har scoret 65 procent af alle S-stemmerne. Ene mand fik han flere personlige stemmer end de 3.977, Venstrekandidaterne har fået tilsammen.
- Jeg tager det som et cadeau for den indsats, vi har ydet, de fremskridt, der er sket i Odsherred. Vi er langt fra i mål, men vi er godt på vej, siger borgmesteren.
Thomas fik os ud af knibe
Men hvad er det, han gør rigtigt? Det har TV ØST sat sig for at finde ud af.
- Han er jo flink og udadvendt. I det hele taget, synes jeg, han har gjort det godt, siger Elisa Hansen fra Vig.
Det er fandeme den bedste borgmester, vi har haft
- Jeg synes, han er god til at sprede hele flertallet inde i kommunalbestyrelsen. Få alle med, lyder det fra Jørgen Martinussen fra Grevinge.
Og det bakker Birthe Hansen fra Vig dem op i:
- Nu har jeg boet her over det halve af mit liv. Det er fandeme den bedste borgmester, vi har haft. Han kom til en kommune, hvor vi var under administration og her fik Thomas os ud af den knibe, siger hun.
- Jeg er utrolig imponeret af, at den første dag, han satte sig i borgmesterstolen, så begyndte byrådet at snakke sammen og samarbejde. Budgetforliget blev vedtaget af alle. Og det, synes jeg, var utrolig imponerende, siger Kate Uth Jensen fra Nørre Asmindrup.