Arthur starter indsamling for ukrainere på flugt - vil sende lastbil fyldt med tøj og tæpper

Arthur Kortsen fra Nørreballe på Lolland har en ambition om at fylde en hel lastbil med nødhjælp til ukrainere på flugt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ønsket og viljen om at hjælpe ukrainere som følge af de seneste døgns uhyre begivenheder kommer ikke kun fra politikere og velgørende organisationer. Flere borgere, som også TV2 ØST kunne fortælle torsdag, har taget sagen i egen hånd.

En af dem er Arthur Kortsen fra Nørreballe på Lolland. Han har taget initiativ til en indsamling. Det har han blandt andet valgt at gøre, fordi han selv kender flere ukrainere.

quote Jeg er meget bekymret på deres vegne og i det hele taget for hele nationen, for jeg synes, det er ulykkeligt

Arthur Kortsen, medinitiativtager

- Jeg er meget bekymret på deres vegne og i det hele taget for hele nationen, for jeg synes, det er ulykkeligt. Og jeg har ikke den store tillid til Putin skal jeg ærligt indrømme. Jeg er meget bange for, hvad det udmunder sig i det her, siger han og tilføjer:

- Det eneste, jeg kan gøre: Jeg kan tage imod nogle ting, og jeg kan koordinere noget – og det må være min opgave i den her situation, for så vidt muligt at hjælpe dem – jeg har også inviteret et par af de venner, jeg har dernede, de kan komme og være her og bo her, så længe det er nødvendigt.

Varmt tøj, madrasser, dyner og puder

Indsamlingen er sat i værk i samarbejde med Arthur Kortsens kammerat Jakob Knudsen fra Stevns.

De er begge enige om, at situationen er alvorlig, og noget må gøres.

- Jakob og jeg har snakket meget seriøst sammen den seneste måneds tid omkring situationen, og vi var helt enige om, vi er nødt til at gøre et eller andet, siger Arthur Kortsen.

I vognporten er trillebøre sat frem, hvor donerer kan sætte poser med tøj og andre fornødenheder.
I vognporten er trillebøre sat frem, hvor donerer kan sætte poser med tøj og andre fornødenheder. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Derfor blev et opslag sendt ud på Facebook med et budskab om at donere varmt tøj, madrasser, dyner og puder til ukrainere på flugt - hjemme i Arthur Kortsens vognport, hvor der er sat  trillebøre frem, så donerer kan sætte poser med tøj og andre fornødenheder.

- Det bliver slæbt ind et par gange om dagen eller om natten – hvornår det nu kommer, forklarer Arthur Kortsen.

Og når der er nok til at fylde en hel lastbil, skal det sendes ud af Danmark med kurs mod en grænseovergang til Ukraine eller Polen, hvor Arthur Kortsen forventer, at kunne møde mange ukrainere på flugt, som kan få gavn af donationerne.


Nyhedsoverblik