Frivillige pynter landsby i håb om nye tilflyttere

Lokalrådet i Mern på Sydsjælland har sat en række projekter i værk for at tiltrække tilflyttere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er otte år siden, at John Hove blev formand for Lokalrådet i Mern på Sydsjælland.

Siden dengang har han haft nok at se til. Der er nemlig en hel bunke af projekter i gang, der skal gøre Mern attraktiv for tilflyttere.

- Vi vil gerne gøre noget for byen og gøre det til et attraktivt sted at bo, fortæller John Hove til TV ØST.

quote Det er et samlingssted, og det har vi brug for

John Hove, indbygger i Mern

Et af de projekter, han står i spidsen for, er et naturprojekt i byen. Frivillige har bygget grillhytte, bålsted, legeplads, muldtoilet, broer og meget mere, og de kommer hver anden onsdag og sørger for, at græsset er slået, og alt står klar til de beboere, der bruger faciliteterne. 

- Det er et samlingssted, og det har vi brug for, siger John  Hove.

I Mern er der også oprettet en ungdomsklub, som er drevet af frivillige, en syklub, og en integrationsklub. I øjeblikket arbejder Lokalrådet desuden på at få lavet et moderne torv foran byens købmand. 

Tiltrækker nye indbyggere

Byens skole har netop købt 3,5 hektar jord, som ligger i forbindelse med skolen, og her har lokalrådet også en finger med i spillet. Marken skal omdannes til en stor folkepark med udendørs læringsrum, amfiteater, skolehaver og meget mere.

- Alt det her er jo til for at vi kan få nogle tilflyttere til byen, for så kan vi bevare vores skole, købmand, forsamlingshus og plejehjem. Vi har det hele her i Mern, og vores opgave er at sørge for, at vi bliver ved med at have det, siger K.P. Nielsen, som er medlem af Lokalrådet.

Lokalrådet har lige nu gang i projekter til i alt 10,5 millioner. Projekterne bliver blandt andet financieret af fonde og af kommunen.


Nyhedsoverblik