Bemærkelsesværdigt dinosaurskelet er flyttet til Lolland

Et af verdens mest komplette langhals-skeletter blev fundet for fem år siden i USA. Nu skriver det sig ind i verdenshistorien i Knuthenborg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den er cirka 15 meter lang, 155 millioner år gammel, og så har den rejst hele vejen fra Wyoming i USA.

Nu står et af de allerbedst bevarede langhalseskeletter i hele verden på Evolutionsmuseet i Knuthenborg. 

- Den her dinosaurus er bemærkelsesværdig hel. Hovedet sad faktisk stadig på skelettet, hvilket er meget usædvanligt. Normalt er hovedet faldet af. Men vi havde hovedet, hele nakken, ned langs ryggen og til halespidsen. Jeg har aldrig gravet en dinosaurus frem, der var så hel og komplet, lyder det fra palæontologen Brock Sisson.

Brock Sisson har udgravet dinosaurussen i USA og samlet hende på museet.
Brock Sisson har udgravet dinosaurussen i USA og samlet hende på museet. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Det er Brock Sisson og hans team, der tilbage i 2019 fandt langhals-dinosaurussen, der er af arten camarasaurus. Faktisk er det lykkes for holdet at sikre 97 procent af det oprindelige skelet. 

Det er fundet i et såkaldt dinosaurusstenbrud, der blev opdaget for 20 år siden.

- Vi havde ikke fundet noget i noget tid, og så fandt vi den her, da vi begyndte at bruge en maskine, en stor graver. Så endte vi med at skære et lille stykke af hoften væk og fandt så dinosaurussen derfra. Det hele lå på jorden – virkelig fint. Præcis som du ville se det i Jurassic Park, fortæller han og uddyber arbejdet med at sikre skelettet:

- Det er virkelig spændende, når du graver, for du finder en knogle, der hænger sammen med en anden, og så tænker du: Jeg graver den her fri, og så finder du en ny, og så bliver du bare ved med at finde flere hundrede knogler. Det er virkelig sjovt.

Det har taget to somre at grave skelettet fri. Det er fundet i Wyoming i USA.
Det har taget to somre at grave skelettet fri. Det er fundet i Wyoming i USA. Foto: Evolutionsmuseet/Knuthenborg Safaripark

Det har taget cirka to somre at grave skelettet, der har fået navnet Elin, frem. Hvor mange skeletdele, hun præcis består af, ved Brock Sisson dog ikke.

- Der er flere hundrede. Jeg kender ikke det præcise antal, men jeg ved, at der er mindst 55 hvirvler i halen.

Inden skelettet blev samlet, blev det tjekket for, om der var opstået skader under transporten.
Inden skelettet blev samlet, blev det tjekket for, om der var opstået skader under transporten. Foto: Evolutionsmuseet/Knuthenborg Safaripark

Ingen samlemanual

Det flere tons tunge skelet ankom til Evolutionsmuseet i Knuthenborg tirsdag aften omkring 21.30.

- Vi er superspændte på at få det frem. Det første, vi kommer til at gøre, er at åbne kasserne og sikre os, at det er kommet frem uden, der er sket noget. 

Natten mellem tirsdag og onsdag blev Elin samlet.
Natten mellem tirsdag og onsdag blev Elin samlet. Foto: Evolutionsmuseet/Knuthenborg Safaripark

Herefter går det store puslespilsarbejde i gang. Først skal de største knogler på plads.

- Så fortsætter vi med at sætte hver enkelt knogle på en af gangen i den korrekte rækkefølge, fortalte Brock Sisson tirsdag aften.

- Den del, jeg er mest bekymret for, er de store knogler, der vejer over 100 kilo, så de er svære at flytte og få sat sikkert på plads.

Læs også
15 meter langt dinosaurskelet er blevet væk i posten
Læs også
15 meter langt dinosaurskelet er blevet væk i posten

Findes der en manual, når man samler en dinosaurus?

- Nej. Det hele er oppe i mit hoved. Jeg kender dinosaurussens anatomi og kan sætte den sammen - sætte alle knoglerne, hvor de hører hjemme.

Forsvandt i posten

Efter en intens arbejdsnat stod skelettet så samlet i sit nye bur på Evolutionsmuseet onsdag morgen.

Helt oprindeligt skulle det dog have stået klar til indvielse allerede tirsdag. Sådan gik det dog ikke, da der var udfordringer med transporten fra USA til Danmark.

Efter flere bump på vejen, ankom skelettet til Knuthenborg tirsdag aften omkring klokken 21.30.
Efter flere bump på vejen, ankom skelettet til Knuthenborg tirsdag aften omkring klokken 21.30. Foto: Evolutionsmuseet/Knuthenborg Safaripark

En mellemlanding i Zürich gik ikke helt gnidningsfrit, og på et tidspunkt var museet ikke helt klar over, hvor de seks store kasser med dinosaurusknogler befandt sig.

- Det tog noget tid, før det kom igennem tolden. Jeg tror ikke, at de har ret mange dinosaurusser igennem, så de havde nok lidt flere spørgsmål end normalt, lyder det fra palæontologen.

Langhalsskelettet er nu en del af en af verdens mest unikke samlinger af dinosaurusskeletter. Her står den blandt andre sammen med rovdinosaurussen Big Joe.  


Nyhedsoverblik