Transport ved hjælp af cykel skal være langt nemmere i fremtiden på Lolland og Falster. Det er ambitionen med en ny storstilet plan fra Business Lolland-Falster, Lolland og Guldborgsund Kommune.
Godt 400 kilometer cykelsti – fordelt på 190 kilometer national cykelrute og 215 kilometer cykelvej – bundet sammen af 28 knudepunkter, hvor de cyklende kan pumpe luft i dækkene eller lade elcyklen, er omdrejningspunktet i den plan, som skal fremme såvel den lokale cyklisme som cykelturismen.
Vi satser helt målrettet på, at vi skal have flere turister til Lolland-Falster
- Vi satser helt målrettet på, at vi skal have flere turister til Lolland-Falster, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S) og tilføjer:
- Hvis du som hel familie kan færdes sikkert, fordi at der er ordentlige cykelruter, og man kan tage rundt i hele vores geografi – så tror jeg, det vil lokke rigtig mange mennesker til.
Ambitionerne om at skabe bedre vilkår for cyklister er som sådan ikke ny:
I de seneste 25 år har man udviklet konceptet med at skabe bedre vilkår for cyklister i Nakskov by, fortæller arkitekt Philip Rasmussen fra By og Landskab i Nakskov:
- Baggrunden var meget alarmerende ulykkestal, hvor der skete 22 personskader om året med cyklister. Det var ikke smart. Derfor fik vi efter hollandsk forbillede lavet et cykelrutenet, hvor det lykkedes at få gennemført rigtig meget cykelinfrastruktur, hvor det årlige antal ulykker er nede på fire nu.
Jobs og bedre sundhed
Det er blandt andet disse erfaringer – hentet i Holland og efterprøvet i Nakskov – som nu skal bruges til at udrulle cyklismen på resten af Sydhavsøerne.
- Der er lavet en meget grundig evaluering – og konklusionen er, at der er flere, der cykler, siger Philip Rasmussen som pointerer, at investeringerne i at udbrede cyklismen til resten af Sydhavsøerne er en god forretning i mange henseender.
- Vi har beregnet, at der som minimum er 200 regulære arbejdspladser i at gennemføre sådan en plan.
Dertil kommer der store samfundsmæssige gevinster ved, at flere lader bilen stå og hopper på cyklen:
De besparelser, der er på sundhedsområdet, de er meget markante
- De besparelser, der er på sundhedsområdet, de er meget markante. Transportministeriet har beregnet, at hver gang vi cykler en kilometer, sparer vi samfundet for 8 kroner. Det er en god samfundskontrakt.
Og omsætter man planerne for de godt 400 kilometer cykelsti til kroner og øre på sundhedsområdet, er der ifølge By og Landskab minimum 25 millioner kroner sparet årligt.
Søger 100 millioner kroner
Ifølge borgmesteren er de to Sydhavsøkommuner klar til at komme med halvdelen af beløbet, som projektet forventes at koste, 200 millioner kroner. Den anden halvdel håber han at få staten, erhvervsfremmeorganisationer og fonde til at spæde til.
- Vi har lagt nogle jetoner ind på kasinobordet og siger – vi er klar til at investere – er der nogle, der er klar til at investere sammen med os. Hvis vi kan få alle aktører med, er der basis for, at vi kan få sat det her i værk, siger Holger Schou Rasmussen og tilføjer:
- Det giver arbejdspladser, hvis vi får flere turister til – det giver en bedre omtale af Lolland-Falster generelt. Jeg ved, at folk, der kommer til Lolland-Falster, bliver overrasket over den natur, vi har.
Allerede i 2025 har de tre aktører, Business Lolland-Falster, Lolland og Guldborgsund Kommune en ambition om, at planerne er kommet så vidt, at man med rette kan kalde sig for "Europas førende cykelregion".