En anmeldelse mandag morgen førte til, at en 27-årig mand nu sidder varetægtsfængslet.
Politiet fik et tip om, at der luskede nogle småmistænkelige personer rundt ved en adresse på Nordlolland, og da en patrulje kørte til stedet, var der lidt at komme efter.
På adressen standsede betjentene en udenlandsk varebil og en mindre personbil. Føreren af personbilen var en 27-årig mand, som indrømmede, at han havde røget hash aftenen forinden.
Kasser med piller
Derfor blev han anholdt klokken 9.05 og sigtet for narkokørsel. Varebilen kom fra et udenlandsk kurerfirma, og chaufføren havde netop afleveret flere kasser varer på stedet.
Da politiet undersøgte kasserne nærmere, viste det sig, at der var tale om piller. Faktisk hele 701.320 styk af forskellige receptpligtige præparater.
Tirsdag blev den 27-årige mand fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til den 5. april sigtet for smugling af ulovlige piller.
TV2 ØST har uden held forsøgt at få en kommentar fra anklageren om, hvordan den 27-årige mand forholder sig til sigtelsen.