36.000 kalkuner aflives efter fund af fugleinfluenza på Lolland

På en farm ved Stokkemarke på Lolland er en kalkunbesætning blevet ramt af smitsom fugleinfluenza.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tæt på 36.000 kalkuner i en besætning på Lolland skal aflives, fordi myndighederne har fundet den smitsomme fugleinfluenzatype H5N1 hos fuglene.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen er torsdag i samarbejde med Beredskabsstyrelsen i gang med at aflive de mange fugle.

- I dag går vi i gang med at aflive dyrene. Vi bruger gas og afliver af hensyn til dyrevelfærden. Samtidig mindsker vi risikoen for smittespredning, udtaler Mette Kirkeskov Sie, veterinærchef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Taler tydeligt sprog

Influenzaen er ikke farlig for mennesker, forsikrer styrelsen.

Dagens fund bringer foreløbig det totale antal udbrud af fugleinfluenza i 2022 op på ni.

Mere end 200.000 dyr fordelt på både hobbybesætninger og virksomheder er aflivet i årets løb som følge af sygdommen.

- Tallene taler jo deres tydelige sprog. Så alle - uanset om man har få eller mange høns, ænder eller kalkuner - bør tage truslen om fugleinfluenzasmitte alvorligt, siger Mette Kirkeskov Sie.

Midlertidig overvågning

I forbindelse med smitten ved Stokkemarke, har myndighederne oprettet en ti kilometers "overvågningszone" omkring farmen.

Det betyder blandt andet, at det er forbudt at flytte æg, høns og andre fugle uden en speciel tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

For at skærme sin besætning mod smitte af fugleinfluenza bør ejere holde sine fjerkræ inde eller overdækket for at forhindre smitte fra vilde fugle, hvis der er tale om en større besætning.

Derudover bør fuglebesætninger blive fodret under tag, så vilde fugle ikke kan komme til hverken foder eller drikkevand, lyder det fra myndighederne.

Oplever fugleejerne en mistanke om influenza i deres besætning, som for eksempel kan være luftvejssymptomer eller høj dødelighed, bør der tages kontakt til en dyrlæge, fortsætter Fødevarestyrelsen.


Nyhedsoverblik