En af vikingetidens store kæmper - en hal på 50 meter - er blevet fundet i forbindelse med Femern-udgravningen af Rødbyhavn.
Det oplyser Museum Lolland-Falster til TV2 ØST.
Den har måske haft en mere speciel karakter - måske som en festhal
Hallerne var imponerende bygningsværker i vikingetiden - og i lighed med sagnkonger, de største vikingeskibe og kendte sværd giver de den dag i dag genlyd i sagaernes verden. De var samlingspunkter om magt og gudsdyrkelse - og nu er endnu en af de gamle kæmper dukket op af jorden ved Femern-udgravningen i Rødbyhavn.
- Det er et helt uventet fund - men interessant, fordi vi kan se det i sammenhæng med en bosætning eller en mindre by på området, fortæller museumsinspektør Bjørnar Måge.
Han er leder af udgravningerne, der foregår der, hvor landanlæggene til Femern Bælt-forbindelsen skal bygges.
Artiklen fortsætter under videoen.
Hallen er hele 49,5 meter lang og op til ni meter bred. Den havde seks forskellige indgange. Hallen er dermed større end den hal, der sidste år blev fundet i Fuglebjerg, og de tidligste haller i både Lejre og Tissø. Det er den største bygning fra Vikingetiden fundet på Lolland.
Især i Lejre blev der dog med tiden bygget endnu større haller, og samtidigt med hallen ved Rødbyhavn har der været en hal på 61 meters længde og 12 meters brede i Lejre. Det er en genskabelse af denne hal, der sidste år slog dørene op i Sagnlandet.
Ville være væk om få år
Hallen ved Rødbyhavn er dog anderledes end de andre store haller, som vi kender fra denne tid. Den er nemlig bygget på en anden, og nok mindre arbejdskrævende måde. Modsat de andre haller, så er den ikke opført af tykt tømmer - men har efter alt at dømme været lerklinet. Samtidig er formen anderledes - den er således ikke bygget med de samme buede vægge som de øvrige vikingehaller.
- Det er på mange måder et lidt mærkeligt byggeri, fordi det fremstår meget spinkelt i forhold til længden, og samtidig ikke har haft udvendige støttebjælker, siger Bjørnar Måge.
Populært sagt har det været en meget, meget stor version af samtidens langhuse - men i øvrigt uden tegn på beboelse, og helt anderledes bygget end alle andre huse i området. Samtidig er den meget stor - længden svarer til omkring tre gange et typisk parcelhus i dag.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Vi er nødt til at tage en række forbehold, fordi fundet er meget dårligt bevaret. Det er næsten blevet pløjet væk, og vi har kun den nederste del af stolpehullerne bevaret. Samtidig har selve hallen tilsyneladende været ryddet for genstande, før den blev opgivet. Vi har derfor ikke ret meget at bygge vores konklusioner på, siger han.
Bjørnar Måge tilføjer, at sporene efter hallen efter alt at dømme var forsvundet helt indenfor få år på grund af pløjning.
Ud fra de nedbrudte stolpehuller kan man dog konkludere, at der tilsyneladende ikke er brugt de samme enorme stolper til byggeriet, som ellers kendes fra andre haller. I Fuglebjerg var de centrale stolper således en halv meter eller mere i bredden - i Rødbyhavn har de største nok været på størrelse med telefonpæle, og har kun været nødtørftigt nedgravet i jorden.
I forbindelse med bebyggelsen finder vi tegn på både vævearbejde og en smedje
Ikke spor efter beboelse
Normalt forbindes hallerne i vikingetiden med kongemagt, religiøs magt eller samfundets elite. De andre vikingehaller er således også omgivet af kultsteder, værksteder eller andre tegn på magt, foruden en masse huller, hvor der er nedgravet affald fra livet i hallen. Den slags er ikke fundet ved denne hal. Derfor er Bjørnar Måge da også særdeles forsigtig med at gætte på, hvordan hallen er brugt,
- Jeg tør ikke engang begynde at spekulere på det. Vi finder ikke affald i området, så det tyder ikke på, at den er brugt til beboelse. Den har måske haft en mere speciel karakter - måske som en festhal, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hallen er bygget på toppen af en mindre bakke, 3,2 meter over havet. Længere nede af bakken mod havet har der ligget en bebyggelse, hvor der har været flere langhuse fra vikingetiden.
- I forbindelse med bebyggelsen finder vi tegn på både vævearbejde og en smedje - men hvad hallen ellers har været brugt til, det er umiddelbart et mysterium, siger Bjørnar Måge.
Kunne ses langt væk
Hallen lå majestætisk på en bakkekam lidt mere end en kilometer fra kysten - knap to kilometer fra den nuværende kystlinje. På det flade Lolland kan den meterhøje bygning have været synlig på lang afstand - og nok også fra havet.
Bjørnar Måge oplyser, at det samtidig ikke kan forklares, hvorfor hallen ligger så kystnært. På dette tidspunkt lå hallerne typisk placeret, så de ikke var mulige at angribe med pludselige angreb fra vikingeskibe. Angribere var derfor tvunget til at gå mellem fem og syv kilometer, før de nåede til hallen - tid, som kunne bruges til at få et forsvar på plads.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sagen har dog været helt anderledes i Rødbyhavn - men kysten kan måske rumme en del af forklaringen på, hvorfor hallen er bygget i første omgang. Måske har stedet fungeret som en slags lokal handelsplads.
- Vi finder kun lokalt fremstillede ting i området, og på den måde taler det imod en større handelsplads. Men vi har fundet meget store mængder dyreknogler, og måske har det været et sted, hvor man handlede med eksempelvis køer eller får. Det har jo været et sted, hvorfra man kunne se tværs over havet til Femern i godt vejr, siger han.
Kun brugt i få år
Lolland er kendt for at rumme en række markante runesten fra vikingetiden - faktisk er seks af kun 250 kendte runesten i Danmark fundet på Lolland. Heraf er de tre fundet i området nær Rødbyhavn.
Om de kan knyttes til den nyfundne hal er dog svært at sige. Tilsyneladende så forblev den magt, der lå bag opførelsen af hallen, nemlig ikke i Rødbyhavn.
Hvor de andre kendte haller viser tegn på at være blevet genopbygget og repareret gennem generationer, så er det ikke tilfældet her.
- Den er ikke blevet vedligeholdt. Og den ser ikke ud til at være blevet fornyet, da den blev for gammel. Den har simpelthen fået lov til at forfalde, og så er der ikke gjort mere ud af det, siger Bjørnar Måge.
Han gætter på en brugstid på maksimalt 30 år - og han fastslår, at billedet er helt anderledes med den lille by nede af bakken, som dybest set lå i det samme område gennem 1.000 år.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det er da også fund fra den nærliggende by, der ligger bag den foreløbige datering af hallen. I et stolpehul under et vikingelanghus blev en række tidstypiske vævevægte nemlig fundet.
Hvad der skete med hallens ejermænd, og hvorfor hallen blev opgivet, er uvist - men ved Vejleby 10 kilometer derfra er der både fundet en bosættelse og to skattefund fra vikingetiden. I samme område er Danmarks næststørste runesten også fundet. Tirsted-stenen er i dag udstillet på Nationalmuseet.
Lugter lidt af saga
Selvom vikingernes haller typisk var trukket ind i landet i forhold til kysten, så er der dog en markant undtagelse i sagaerne.
I det engelske Beovulfkvad fortælles således om kongen Roar, der godt nok kommer ud af den Lejre-baserede Skjoldunge-slægt, men som selv boede i en hal nær havet og tæt på en stor mose.
Hvis man ser bort fra, at Roars hal var hjemsøgt af et hærgende monster og efterfølgende monsterets mor, så kunne beskrivelsen godt passe på datidens Rødbyhavn.
Myten menes dog at have rod i 500-tallets Danmark, og altså før at hallen i Rødbyhavn ifølge den foreløbige datering blev opført.
Fundet ved Femern
Fundet af vikingehallen er blevet gjort som led i udgravningerne på det sted, hvor landanlæg, jernbane og motorvej snart skal bygges til Femern-forbindelsen.
Der er allerede gjort en række interessante fund i området - og flere kan være på vej, da kun en tredjedel af det planlagte udgravningsområde endnu er blevet undersøgt.
- Der er ingen tvivl om, at vi kunne arbejde her i årevis - men vi har et budget, som vi skal overholde, så det kommer jo ikke til at ske, siger Bjørnar Måge.
Vikingehallen er da også allerede blevet dækket til igen, og når vejret ellers tillader det, så arbejder arkæologerne på andre dele af det store felt.
Fundet er gjort på den bakkekam, for hvis fod der sidste år blev fundet et enormt hulbælte, der mest af alt kan sammenlignes med jernalderens bud på et minefelt. De to fund er dog ikke relaterede, der er således mindst 900 år imellem deres opførelse.
Længere ude mod vandet, og betydeligt længere tilbage i tiden, er der fundet spor af stenalderfolket. Helt bogstaveligt i form af fodspor efterladt af mennesker i stenalderen, redskaber brugt til deres fiskeri og den begklump, som det senere er lykkedes at trække stenalderpigen LOLAs DNA ud fra.