Advokat kæmper for udsatte familier: - Livet er ikke en popularitetskonkurrence

Anders Brøndtved er advokat for udsatte familier. Og han er ikke bange for at blive uvenner med kommunerne, hvis det gavner hans klienter.

Der findes mange advokater i denne verden, men få af dem er som Anders Brøndtved.

- Det største kompliment, jeg kan få, det er jo, at jeg ikke ligner en advokat, siger den 44-årige lollik.

Han har specialiseret sig i at bistå familier, der oplever, at myndighederne griber ind og beslutter at anbringe et eller flere af børnene.

I serien Familieadvokaten fra Lolland følger TV2 ØST Anders Brøndtved tæt.
I serien Familieadvokaten fra Lolland følger TV2 ØST Anders Brøndtved tæt. Foto: Esben Jakobsen

Han bistår forældre og børn, når de skal i retten eller til møder i kommunen.

- Jeg tror, det, der driver mig, er kampen for retfærdighed. Det er oplevelsen af, at børn og forældre ikke bliver hørt. Det er oplevelsen af, at man ikke behandler de svageste i samfundet godt, siger han.

Advokat uden jakkesæt og slips

Anders Brøndtved er iført en t-shirt med et stort billede af sin kæreste, Freya Semanda, på, da han viser rundt i sit hjem, der ligger i udkanten af en skov på Lolland.

Og når han er på arbejde, går han heller ikke helt traditionelt klædt.

Anders Brøndtved samler på alt muligt blandt andet kastestænger, han finder i naturen.
Anders Brøndtved samler på alt muligt blandt andet kastestænger, han finder i naturen. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

- Jeg har ikke behov for at klæde mig i jakkesæt eller med skjorte og slips, siger advokaten.

Det valg handler blandt andet om, at de klienter, familieadvokaten arbejder med, ikke skal føle sig fremmedgjorte i mødet med ham.

Ny serie

I den nye serie Familieadvokaten fra Lolland følger TV2 ØST Anders Brøndtveds arbejde og private liv tæt.

Du kan se serien på TV2 ØST PLAY.

- Jeg vil gerne kunne snakke med mine klienter og ikke snakke til mine klienter. De skulle gerne kunne se dem selv i min person også, siger han.

Anders Brøndtved repræsenterer blandt andre forældre, der har fået tvangsanbragt deres børn uden for hjemmet.

I første afsnit af serien om Anders Brøndtved følger vi hans arbejde med en 13-årig klient, der er anbragt uden for hjemmet.
I første afsnit af serien om Anders Brøndtved følger vi hans arbejde med en 13-årig klient, der er anbragt uden for hjemmet. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

Men efter en ny lovgivning trådte i kraft for et år siden, repræsenterer han også nogle af de anbragte børn.

Og det kan være voldsom læsning, når han skal sætte sig ind i, hvad sagerne drejer sig om.

- Sager om børn er hårde. Det er jo hårdt at læse nogle af de beskrivelser, der er af, hvordan man oplever, at børnene er vokset op, siger han.

Læs også
Børneadvokat retter kritik af kommuner: - Man lytter ikke altid til barnet
Læs også
Børneadvokat retter kritik af kommuner: - Man lytter ikke altid til barnet

Derfor er det også vigtigt, at han kan slippe de voldsomme sager indimellem.

- Jeg bor heldigvis et godt stykke fra mit arbejde, og på min hjemtur om aftenen får jeg lige lagt de sidste sager på plads oven i hovedet, og så har jeg ikke følelser med hjem, fortæller han.

Introvært naturelsker

Noget af det, der også hjælper advokaten med at slippe sit arbejde, når han har fri, er naturen.

- Jeg skal helst bo, hvor der er højt til himlen og langt til naboerne, tæt på naturen, hvor jeg virkelig bare kan slappe af, - det er balsam for sjælen, siger han.

Freya Semanda og Anders Brøndtved har været kærester i halvandet år. De kan godt lide at gå ture i skoven sammen.
Freya Semanda og Anders Brøndtved har været kærester i halvandet år. De kan godt lide at gå ture i skoven sammen. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

I arbejdet med familierne er han udadvendt. Her skal han skabe kontakt til nogle mennesker, der står midt i en livskrise, og sikre, at de føler sig trygge.

Men som privatperson, kan han rigtig godt lide at være alene med sine to små hunde.

Hundene Sin gas og Con gas er advokatens tro følgere på turene rundt i skoven.
Hundene Sin gas og Con gas er advokatens tro følgere på turene rundt i skoven. Foto: Toke Sloth Grøndahl - TV2 ØST

- Jeg er introvert som person og har måske også en snert Asperger, så jeg vil helst være i mit eget selskab, det er det, der passer mig bedst. Så kan jeg få lov til at sætte alt det i kasser, der har været i løbet af dagen, fortæller han.

Lollik af hjertet

Udover hundene, Sin gas og Con gas, er der en masse nips i Anders Brøndtveds hus, som han har døbt Skovhytten.

- Lige nu er vi i min jagtstue, og det er her, jeg tyer til, når jeg skal slappe rigtigt af. Det er mit lille helle, fortæller han om rummet, der emmer af lokalhistorie.

Lokalhistorie er en af familieadvokatens store interesser.
Lokalhistorie er en af familieadvokatens store interesser. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

- Det er vigtigt for mig, at det helst skulle være så autentisk som overhovedet muligt, så der er billeder med Kaj Munk, der er på jagt, fordi Kaj Munk fandt sin blå anemone i skoven, som vi lige har været ude at gå i, fortæller han.

En samling klukflasker, porcelænsfigurer, bamser og andet nips vidner om, at der bor en samler i huset.

Jagtstuen er indrettet med en stor det af samlingen.
Jagtstuen er indrettet med en stor det af samlingen. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

Telefonen på væggen i jagtstuen er fra Lolland-Falster Telefon-Aktieselskab, og den er den vigtigste del af samlingen, der i høj grad bærer præg af, at det er en lokalpatriot, der bor i huset.

- Jeg er Lollik af hjertet. Lolland det er min fødeø, det er her jeg føler mig hjemme, siger Anders Brøndtved.

Sukkerafhængigt rodehoved

- Jeg har to gener, som konkurrerer med hinanden. Det ene er, at jeg samler, det andet er, at jeg er et rodehoved. Og de to ting kombineret, det er det argeste lort, siger den ærlige advokat.

Han ved godt selv, at han har en speciel tilgang til livet, og når der er udfordringer, finder han sine egne løsninger på dem.

Skovhytten er advokatens helle, det er også her han har sin samling af ting fra lokalområdet.
Skovhytten er advokatens helle, det er også her han har sin samling af ting fra lokalområdet. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

- For 10 år siden tabte jeg mig 60 kilo, og baggrunden for, at jeg var stor, og er stor igen, er, at jeg er sukkerafhængig, jeg elsker sukker, fortæller Anders Brøndtved.

På grund af sit arbejde med at repræsentere familier fra hele landet er han er ofte meget på farten, og det er svært for ham at holde vægten nede i den travle hverdag.

For Anders Brøndtved hjælper det på sukkertrangen at dampe.
For Anders Brøndtved hjælper det på sukkertrangen at dampe. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

Men det har han fundet en løsning på, selvom den nok ikke er blandt de sundeste.

- Jeg damper, og der gør, at det ikke er nødvendigt for mig at have en pose slik på passagersædet, når jeg kører. Så min sukkertrang er væsentligt mindre, når jeg damper, siger advokaten.

Kampen for retfærdighed

Selvom det kræver meget både af krop og sjæl at tage de tunge sager, så er Anders Brøndtved ikke i tvivl om, at det er det rigtige job for ham.

Og hvis han bliver uvenner med embedsfolk og politikere i sit arbejde for at sikre, at hans klienter bliver hørt, så tager han det med.

- Livet er ikke en popularitetskonkurrence, og jeg har ikke behov for, at kommunerne skal kunne lide mig, siger han.

- Jeg tror, det, der driver mig, er kampen for retfærdighed, siger Anders Brøndtved, om hvorfor han har valgt at specialisere sig i familieret.
- Jeg tror, det, der driver mig, er kampen for retfærdighed, siger Anders Brøndtved, om hvorfor han har valgt at specialisere sig i familieret. Foto: Placeholder

Det vigtigste for ham er nemlig at sikre, at klienterne bliver behandlet fair, når kommunen griber ind i deres familieliv.

- Så længe mine klienter føler, jeg kæmper deres sag, så er jeg sådan set ligeglad med, hvad kommunerne synes, siger advokaten.

Du kan se serien om Anders Brøndtved og hans arbejde på TV2 ØST PLAY.


Nyhedsoverblik