Ældreplejen mangler personale - nu åbner ny uddannelse

Lolland Kommune har brug for flere medarbejdere på ældre- og sundhedsområdet. Derfor åbner SOSU-skolen ny uddannelse i Nakskov efter sommerferien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er brug for flere uddannede SOSU-hjælpere i Lolland Kommune, og derfor er SOSU-skolen og Lolland Kommune gået sammen om en plan, der skal få flere til at tage uddannelsen som SOSU-hjælper lokalt.

SOSU-skolen starter et nyt uddannelsestilbud i Nakskov efter sommerferien, og Lolland Kommune bakker op med uddannelsesaftaler til elever, som kan få elevløn under hele uddannelsen. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra SOSU Nykøbing Falster. 

Bliver uddannet lokalt 

For halvandet år siden åbnede SOSU-skolen Nykøbing Falster en afdeling af skolen på Campus Nakskov, hvor det blev muligt at tage første del af en SOSU-uddannelse. 

Men efter sommerferien kan man tage hele uddannelsen, både grundforløb og hovedforløb, til SOSU-hjælper i Nakskov. Det sker i erkendelse af, at der kan være lang transporttid for de elever, der bor på Lolland. 

- Vi ved, at en lang transporttid er en stopklods for mange, fordi den gør hverdagen besværlig. Det får nogle til at afholde sig fra at tage en uddannelse eller gør det svært at gennemføre en uddannelse, siger Steen Frederiksen, der er direktør for SOSU Nykøbing Falster i pressemeddelelsen.

Der er allerede mulighed for at læse dele af uddannelsen til SOSU-hjælper i Nakskov. Det gør holdet her. Men efter sommerferien kan man altså læse den fulde uddannelse på Campus Nakskov.
Der er allerede mulighed for at læse dele af uddannelsen til SOSU-hjælper i Nakskov. Det gør holdet her. Men efter sommerferien kan man altså læse den fulde uddannelse på Campus Nakskov. Foto: Randi Kofoed Jørgensen

Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) er glad for at få den fulde SOSU-hjælper-uddannelse til kommunen. 

- Det er fantastisk, at vi nu får et endnu større og bedre uddannelsestilbud lokalt i Nakskov. Det er en vigtig forudsætning for, at vi kan sikre den nødvendige arbejdskraft på SOSU-området og levere den service og velfærd til vores borgere, som vi skal og gerne vil. Ikke bare nu, men også på længere sigt. Vi håber derfor, at mange studerende vil tage positivt imod det nye initiativ, udtaler han. 

Får løn under uddannelsen

Ifølge Lolland Kommune og SOSU-skolen er der grobund for at tiltrække elever med det nye uddannelsestilbud. Ikke mindst elever, der kommer fra andre brancher og som har bosat sig i området. 

I erkendelse af, at det kan være svært at få økonomien til at hænge sammen på SU, når man allerede har etableret sig, har Lolland Kommune slået stillinger op, hvor man kan uddanne sig og få elevløn undervejs. 

Det er et begrænset antal stillinger, derfor opfordrer Lolland Kommune, at de interesserede søger snarest muligt.

Sådan søger du

Der er to måder at søge ind på SOSU-uddannelserne. Man kan enten søge direkte via www.optagelse.dk eller man kan søge en af de elevstillinger, som Lolland Kommune opslår løbende hen over året og få elevløn under hele uddannelsen.

Uddannelsens præcise længde og mulighederne for at få løn under uddannelse afhænger blandt andet af alder og erfaring og alle interesserede opfordres derfor til at kontakte Lolland Kommunes uddannelseskonsulenter på sosu@lolland.dk, tlf. 54 67 77 00 eller en af SOSU-skolens uddannelseskonsulenter på tlf. 54 85 38 00. Man kan også finde flere informationer på www.sosunyk.dk/nakskov

Man kan fortsat begynde på uddannelsen til SOSU-assistent i Nakskov, men her skal man fortsat tage skoledelen af hovedforløbet på SOSU-skolen i Nykøbing Falster.

Kilde: SOSU-Skolen Nykøbing Falster og Lolland Kommune.

Og der er brug for dem, fortæller Marie-Louise Brehm-Nielsen, der er formand for ældre-, omsorgs- og sundhedsudvalget. 

- Vi har stærkt brug for veluddannede medarbejdere i vores ældrepleje, og det har været et stort ønske fra vores side, at man kan tage den fulde uddannelse til social- og sundhedshjælper lokalt i Nakskov. 

- Med et attraktivt uddannelsestilbud i vores nærområde bliver det lettere at tiltrække og fastholde flere elever, og vi får samtidig bedre vilkår for at sikre en høj faglig kvalitet, et levende studiemiljø og et godt flow mellem skole og oplæring, udtaler hun i pressemeddelelsen om det nye uddannelsestilbud. 

Hvad laver en SOSU-hjælper?

En SOSU-hjælper kan arbejde i for eksempel hjemmeplejen eller på plejecentre med ældre eller handicappede. Den primære opgave er at sørge for den daglige pleje og omsorg, samt sikre borgeren en god livskvalitet.

Det gøres ved at hjælpe borgeren med de daglige gøremål, de ikke selv kan mestre, som for eksempel personlig hygiejne, rengøring, tilberedning af mad, hjælpe med at komme i eller ud af sengen, mm.

Det er også SOSU-hjælperens opgave at holde øje med borgerens vitale tegn og indrapportere til sin kollega, SOSU-assistenten eller sygeplejerske, hvis der er grund til bekymring for borgerens helbred.

Ikke mindst er det en vigtig del af opgaven, at have en god kommunikation med borgeren, da det i nogle tilfælde er hjemmehjælperen, der er borgerens primære, daglige kontakt. SOSU-hjælperen er derfor en vigtig del af borgerens liv og er med til at skabe livskvalitet for dem.

Uddannelsen til SOSU-hjælper består af et grundforløb på 20 uger og et hovedforløb på 1 år og 2 måneder, som begge kan tages på Campus Nakskov. Grundforløbet starter 7. august 2023 og hovedforløbet i januar 2024. Derudover starter der igen grundforløb i Nakskov også i januar 2024.

Kilde: SOSU-Skolen Nykøbing Falster og Lolland Kommune.

Uddannelsen til SOSU-hjælper tager i alt cirka halvandet år, hvor eleverne skiftevis går i skole i Nakskov og er i oplæring i Lolland Kommunes hjemmepleje eller på et af plejecentrene. 

Eleverne, der starter til august i år, kan være færdige med deres uddannelse i april 2025.



Nyhedsoverblik