Afgørelse trækker ud: Larmer roetransport om natten for meget?

Det skal undersøges, hvor meget det larmer at fragte roer om natten, før Nordic Sugar kan få lov til at gennemføre deres planer om det selvsamme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er et velkendt syn, at roetransporter brumler af sted på Lolland og Falsters veje sidst på året. Men hvor meget larmer det egentlig?

Det skal Miljøstyrelsen undersøge nærmere.

Nordic Sugar har nemlig ansøgt om at overtage størstedelen af roetransporten fra landmændene og udvide køretiderne, så roerne må fragtes 24 timer i døgnet. Men udsigten til larmende lastbiler på vejene om natten har fået flere naboer til at klage.

quote Miljøstyrelsen vurderer, at støj fra lastbiltransporter til fabrikken vil generere støj, der potentielt kan genere beboere

Miljøstyrelsen i afgørelse til Nordic Sugar

Og nu har Miljøstyrelsen altså gennemført en sceening af roetransporten og besluttet, at der skal yderligere undersøgelser til, før Nordic Sugar kan få en en eventuel tilladelse. Det fremgår af en afgørelse sendt til de to sukkerfabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster.

- Miljøstyrelsen vurderer, at støj fra lastbiltransporter til fabrikken vil generere støj, der potentielt kan genere beboere, der bor langs indfaldsvejene særligt i nattetimerne, skriver Miljøstyrelsen i afgørelsen.

- Hensynet til at opnå den bedst mulige beskyttelse af naboer mod støjgener i nattetimerne lægges særligt til grund for afgørelsen, idet at støj i natperioden (22-6) vurderes at have særligt stor effekt og potentielt kan udgøre en påvirkning på menneskers sundhed og velvære.

Læs også
Naboer og landmænd: Nej tak til roetransport hele døgnet
Læs også
Naboer og landmænd: Nej tak til roetransport hele døgnet

Ændrede regler og kvoter

Som det er i dag, har Nordic Sugar tilladelse til at modtage roer i tidsrummet mellem klokken 06 og 18 fra mandag til lørdag og enkelte søndage om året.

quote Støj i natperioden vurderes at have særligt stor effekt og potentielt kan udgøre en påvirkning på menneskers sundhed og velvære

Miljøstyrelsen i afgørelse til Nordic Sugar

Nordic Sugar har tidligere fortalt TV ØST, at det er nødvendigt for dem at udvide tidsrummet, hvor roerne bliver fragtet, på grund af ændrede regler og kvoter på sukkermarkedet.

- Sukkerpriserne og kvoterne ophører. Vi får en helt anden konkurrencesituation, end vi har haft tidligere. I den forbindelse er vi nødt til at kigge på hele værdikæden, hvor vi kan optimere og effektivisere, så vi stadig er konkurrencedygtige i fremtiden, sagde fabriksdirektør på fabrikken i Nakskov, Runi Egholm, i begyndelsen af marts.

Det er uvist, hvor lang tid der går, før Miljøstyrelsens vurdering af miljøpåvirkningen ligger klar. 


Nyhedsoverblik