- Det kan se ud, som om der er nogle, der gerne vil teste, om vi mener det, vi siger. Og jeg kan bare sige, at det gør vi. Man skal ikke spille op til dans i forhold til os, siger Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Beskeden er ikke til at tage fejl af.
Klokken 11 i formiddags stod adskillige betjente, iført skudsikre veste, og hunde klar foran Retten i Nykøbing Falster. Her blev en 19-årig med tilknytning til rockergruppen Satudarah fremstillet i grundlovsforhør.
Den 19-årige mand er sigtet for røveri, trusler om vold og for med en kniv at have truet en mand til at udlevere en bil.
- Når man skyder efter hinanden, stikker hinanden ned og prøver at sætte ild til lokaliteter, hvor der befinder sig personer, så tager vi det alvorligt. Og det skal vi selvfølgelig også og slå ned på den uacceptable adfærd, siger Kim Kliver til TV ØST.
Konflikt mellem to bander
I går blev en anden mand, også med tilknytning til Satudarah, varetægtsfængslet, efter at politiet havde fundet narkotika og flere våben i en lejlighed.
- Det er selvfølgelig bekymrende, når vi finder våben i de her miljøer, der er konfliktramte, for vi ved jo, at de bruger dem i deres konfliktsituationer. Så vi er glade, når vi får fat i våben, siger Kim Kliver.
Når man skyder efter hinanden, stikker hinanden ned og prøver at sætte ild til lokaliteter, hvor der befinder sig personer, så tager vi det alvorligt
Det er netop nu en konflikt mellem de to bander Mongols og Satudarah. Og det er det, der har politiets store fokus på Lolland og Falster.
- Det handler om det kriminelle territorium, det er narko og beskyttelsespenge og dummebøder og så videre, som de gerne vil kontrollere i deres nærområde, siger Kim Kliver.
Borgermøde om konflikten
Politiinspektøren har for få dage siden på et borgermøde forsøgt at berolige borgerne i forhold til konflikten, som, han mener, er intern banderne imellem.
- Det er vigtigt, at vi husker, at det er mellem dem og ikke mod borgerne i Nykøbing Falster, Nakskov og Sakskøbing, at striden går, siger Kim Kliver.
- Den går helt specifikt på, at miljøerne vil bekæmpe hinanden og deres kriminelle aktiviteter. Så jeg har en helt klar opfordring til borgerne i Nykøbing, Nakskov og Sakskøbing, og det er, at de skal ignorere dem og have tillid til, at politiet har styr på det.
Flere anholdelser på vej
Konflikten har især været tydelig siden marts i år i Sakskøbing, Nakskov og Nykøbing Falster. I april blev en vandpibecafé i Nykøbing Falster sat i brand, og en række kiosker har også været sat i forbindelse med bandekonflikten.
Jeg er ret sikker på, at den målrettede indsats, vi giver og den efterforskning, vi laver, vil medføre flere anholdelser dem kommende tid
I juli blev to unge mænd stukket ned ved en kiosk i Nakskov, og to uger senere blev kiosken sat i brand.
Da politiet i onsdags fandt våben og narkotika i en lejlighed og anholdt lejlighedens beboer, endte det med uro, og at en bil bakkede ind i porten ved politistationen i Nakskov.
Men de seneste dages anholdelser i bandemiljøet er ifølge politiet ikke de sidste, advarer Kim Kliver.
- Jeg er ret sikker på, at den målrettede indsats, vi giver, og den efterforskning, vi laver, vil medføre flere anholdelser i den kommende tid.