Romanforfattere har længe leget i grænselandet mellem fiktion og virkelighed.
Forfatteren Thomas Bobergs nyeste roman ”Insula” er et eksempel på dette grænseland og har udmøntet sig til en digtende fortælling om livet på en lille dansk ø.
En fortælling, der ifølge flere øboere på Fejø lægger sig alt for tæt op ad virkeligheden.
- Bogen handler om Fejø og de mennesker, der bor på øen. Det er der absolut ingen tvivl om, siger traktorfører på Fejø, Benny Damgaard.
Han medvirker ikke selv som en karakter i romanen, men mener, at bogens karakterer er en direkte skildring af rigtige personer på øen.
- Det er ikke bare fiktion, da det lægger sig så tæt op ad virkeligheden. Det er så nemt at genkende alle karaktererne i bogen, siger han.
Gyldendals beskrivelse af bogen INSULA
Digteren Thomas og hans hustru, Rebecca, vælger efter en årrække i København at bosætte sig i et hus på en lille ø i Danmark sammen med deres søn, Hugo. Rebecca følger en drøm om fællesskab og iværksætteri. Thomas følger kærligheden. Sammen har de en drøm om en friere barndom for deres søn.
Men integrationen i det nye samfund bliver mere vanskelig end forventet, og sprækkerne ind til tidligere tiders hierarki og magtudøvelse på øen toner langsomt frem.
Romanen INSULA er en sitrende skildring af, hvor på en gang eventyrligt og udfordrende det kan være at flytte ind i et lille isoleret samfund.
Ifølge Benny Damgaard maler bogen øboerne på Fejø med negative strøg, hvilket tegner et forkert billede af øen.
- Karaktererne i bogen udstilles på en negativ måde, og det synes jeg ikke er retfærdigt. Folk får jo et dårligt indtryk af øen og dets beboere, siger han.
Føler sig misbrugt
Christina Brydegaard, der er sygeplejerske på et bosted på Fejø, er en af de personer, der føler sig udstillet i bogen.
- Jeg blev rigtig ked af at læse bogen. Det er en meget ubehagelig beskrivelse af mig, siger hun.
Sygeplejersken på Fejø sad en stille lørdag eftermiddag og satte sig for at læse et udkast af bogen, før den blev udgivet. Hun fik sig et chok, da hun pludselig kunne læse om sig selv.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det er mig, der er karakteren ”Elisa” i bogen. Og det er alle, der kender mig, heller ikke. Jeg har familie og venner i hele landet, og de kan alle se, at det er mig, siger hun.
Ifølge Christina Brydegaard har forfatteren Thomas Boberg taget udgangspunkt i en samtale, de har haft sammen i virkeligheden, og brugt det i bogen.
En samtale, som hun husker som værende god og behagelig, men som har fået et tilføjet fiktivt spin i romanen.
Jeg føler mig misbrugt og udstillet
- Vi mødtes, hvor jeg fortalte om mit arbejde som sygeplejerske. Men han får mig til at lyde ond og hævngerrig i bogen. Det er overhovedet ikke sandfærdigt. Det er en forrået, ond, nedgørende og stigmatiserende beskrivelse af min faglighed og min person, siger hun.
Den konkrete passage om sygeplejersken kan findes i romanen, og selvom den er kort, føler Christina Brydegaard, at det kan have konsekvenser for hendes liv.
- Jeg føler mig misbrugt og udstillet. Hvis jeg virkelig havde sagt de ting, som det fremgår i bogen, så kunne jeg miste mit job. Så der er der noget på spil for mig som person, siger hun.
Beboer: Nemt af genkende folk
Ifølge Caroline Løvenstein Vegeberg, der er antropolog, og hvis mor er flyttet til Fejø, er bogens skildring af øens karakterer ikke kun noget, beboerne på Fejø vil bemærke.
- Jeg er ikke vildt meget på Fejø, men jeg ved hvem alle i bogen er. De er meget dårligt anonymiseret og de repræsenteres på en negativ måde. Der kommer jo mange og besøger Fejø, og de vil hurtigt kunne genkende personerne på øen ud fra bogens beskrivelser, siger hun.
Caroline Løvenstein Vegeberg mener, at det er uansvarligt at udgive en bog til offentligheden, hvor rigtige menneskers liv beskrives i en uhensigtsmæssig blanding af fakta og fiktion.
- Han (Thomas Boberg, red.) skal have etiske overvejelser med, når han skriver om andre mennesker. Især, når han oven i købet tilføjer fiktive historier og karaktertræk til personerne. Han udstiller dem direkte, siger hun.
Forfatter: - Det er fiktion digtet på virkelighed
Thomas Boberg, der er forfatter bag bogen "Insula" er blevet gjort opmærksom på kritikken, hvilket han gerne vil imødekomme.
- Jeg kan godt sætte mig ind i, at man bliver lidt chokeret, hvis man føler, at man kan genkende sig selv i en bog. Det kan være hårdt og sårende. Det forstår jeg godt, siger han.
Inspirationen til bogen bygger, ifølge Thomas Boberg, på hans egne oplevelser på Fejø, hvor ham og hans familie flyttede til for at starte på en frisk.
Jeg kender ikke til et regelsæt indenfor fiktion, der skal diktere, hvad man må og ikke må
Han understreger dog, at romanen og dens karakterer ikke skal forstås som virkelighed, men som en fiktiv fortælling, han selv har konstrueret.
- Det er jo ikke en rapport om Fejø. Det er fiktion digtet på virkelighed. Hvis man kigger på forsiden, så står der "roman". En roman betyder fiktion. Fiktion er en form for opdigtet løgn, der afspejler virkeligheden, siger han.
Kritikken har fået Thomas Boberg til at reflektere over grænsen mellem fiktion og virkelighed, men han mener ikke, at han har overskredet den.
- Jeg kan forstå, at jeg måske har bevæget for tæt på den grænse, men jeg kender ikke til et regelsæt indenfor fiktion, der skal diktere, hvad man må og ikke må, siger han.
Thomas Boberg står fast ved sin roman, men ærgrer sig over nogle af øboerne på Fejøs opfattelse og modtagelse af bogen.
- Det har aldrig været min mening at gøre nogen kede af det. Det har aldrig været min intention. Der er måske små ting, jeg gerne ville have lavet om nu, men som helhed er jeg glad for bogen og dens udtryk, siger han.