Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) i Lolland Kommune er kommet under kraftig beskydning. Det sker efter to byrådsmedlemmer har fået afvist et punkt på dagsordenen til det kommende byrådsmøde.
Punktet, der omhandler mistrivsel samt mistanke om lovbrud og inhabilitet på Specialskolen Lolland, blev første gang sendt ud til alle byrådets medlemmer den 5. april.
Det handler om børn og unge i mistrivsel, og så vil borgmesteren ikke en gang diskutere sagen
Den 18. april blev det atter sendt til borgmesteren med en klar opfordring om at medtage et punkt om skolen på dagsordenen på førstkommende byrådsmøde.
Men selvom punktet til dagsordenen blev fremsendt i god tid, er det alligevel ikke at finde på byrådsmødet torsdag den 28. april. Punktet er blevet afvist af kommunaldirektør, Thomas Knudsen - og ikke borgmesteren.
Det undrer initiativtagerne og medlem af byrådet, Leo Christensen (Lokallisten Lolland) og Bente Borreskov (EL).
- Vi taler her, om en kommune med en borgmester og en direktør, der spiller ping-pong med demokratiets grundfundament. Vi repræsenterer borgerne i byrådet, og vi kan ikke en gang få et så alvorligt punkt med på dagsordenen.
- Det handler om børn og unge i mistrivsel, og så vil borgmesteren ikke en gang diskutere sagen. Tværtimod sætter han kommunaldirektøren til at svare os - det er ikke kommunaldirektørens job at være borgmesterens eller byrådets sekretær, siger Leo Christensen.
Sammen med Bente Borreskov (EL) har han i lang tid forsøgt at få borgmester og byråd til at gå ind i sagen om de mange problemer på Specialskolen Lolland. Men indtil videre er de blevet afvist.
- Det er simpelthen forkasteligt, at borgmesteren og kommunens administrative ledelse gradbøjer både retningslinjer og ikke mindst loven. Borgmesteren stikker hovedet i jorden og sætter kommunens embedsmænd til at gøre hans job, siger Leo Christensen.
Borgmester afviser kritikken
Men borgmester Holger Schou Rasmussen afviser pure den kritik.
- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget forslaget, men vi bliver nødt til at undersøge baggrunden for punktet først.
- De to politikere har lavet en liste, hvor de mener, der sker lovbrud og mistrivsel på Specialskolen Lolland. Listen er baseret på en række forældrehenvendelser, som vi allerede er i gang med at undersøge, så der er ikke noget nyt i sagen, siger Holger Schou Rasmussen.
Kan du forstå medlemmernes kritik af, at det er kommunaldirektøren, der svarer - og ikke dig?
- Nej, slet ikke. Jeg har bedt administrationen om at kigge på deres forespørgsel. Det er de i gang med nu. Hvis der kommer nyt frem i forhold til den sag, vi allerede er i gang med at undersøge, så kommer det på som punkt til næste møde i maj. Og det er derfor kommunaldirektøren svarer dem, da han er chef for administrationen, svarer han.
Kommunaldirektør kan ikke afvise spørgsmål
Men borgmesterens forklaring holder ikke helt vand. I hvert fald ikke hvis man spørger professor og dr.jur i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, Frederik Waage.
- Hvis forslaget fra medlemmerne er indkommet rettidigt, så skal det på dagsordenen. Forslaget kan kun afvises fra dagsordenen, hvis der er tale om noget, som ikke lovligt kan behandles af kommunalbestyrelsen. Og jeg kan ikke umiddelbart gennemskue, hvorfor dette forslag ikke skulle kunne behandles af kommunalbestyrelsen. Men det er altså kommunalbestyrelsen, der skal træffe beslutning om det. Det er ikke borgmesteren alene.
Det undrer også professoren, at kommunaldirektøren svarer de folkevalgte direkte:
- Det er underligt, hvis kommunaldirektøren i dette tilfælde går direkte til de folkevalgte og afviser et forslag til dagsorden. Forslaget skal afvises af den samlede kommunalbestyrelse, understreger Frederik Waage.
Tvivl om habilitet
Netop sagsbehandlingen af de mange klager over Specialskolen Lolland kan også vise sig at indeholde udfordringer.
For et af kritikpunkterne er spørgsmålet om inhabilitet, da formanden for det udvalg, der skal undersøge klagerne, er gift med lederen for to af Specialskolen Lollands fire afdelinger.
Og ifølge professor og dr.jur ved Syddansk Universitet, Frederik Waage kan der være tale om inhabilitet.
- Hvis formanden for børne- og skoleudvalget i kommunen er gift med lederen af det sted, der klages over, så bør han egentligt forlade rummet og afholde sig fra at være med til at træffe afgørelser, når sagen behandles, siger Frederik Waage og tilføjer:
- Ellers kan der være tale om det som man, ifølge forvaltningsloven, kalder slægtsinhabilitet.