Det handler ikke om at flytte statslige arbejdspladser ud fra København. Det handler om at flytte job tilbage.
Sådan skriver borgmestrene fra Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner, Holger Schou Rasmussen (S), John Brædder (G) og Knud Larsen (V) i et fælles frem til skatteminister Karsten Lauritzen (V).
SKAT står overfor en voldsom udvidelse af antallet af medarbejdere, der skal ansættes i nye styrelser. Og borgmestrene presser nu på for at sikre de nye arbejdspladser på Lolland.
Stor skatteafdeling blev flyttet til Jylland
Maribo var tidligere hjemsted for en afdeling af SKAT med 250 medarbejdere, da der var flest. Den blev siden flyttet til Ringkøbing i Vestjylland, og der er i dag kun 50 ansatte tilbage i byen.
Vi har både bygninger og kvalificerede borgere stående, der kunne arbejde på skattecenteret, hvis regeringen slår til
- Vi har både bygninger og kvalificerede borgere stående, der kunne arbejde på skattecenteret, hvis regeringen slår til, siger Holger Schou Rasmussen til TV ØST.
Han fastslår, at Lolland er den kommune i Danmark, der er hårdest ramt af fraflytningen af statslige arbejdspladser målt på antallet af indbyggere, og minder samtidig om, at Lolland der ikke blev flyttet statslige arbejdspladser til kommunen under den seneste udflytning af statslige arbejdspladser i 2015.
- Det er vigtigt, at man sikrer, at de statslige arbejdspladser spredes ud over hele landet. Ingen vil blive ramt negativt, hvis der oprettes nye job i Maribo. Og SKAT er jo i dag en gennemdigitaliseret arbejdsplads. Medarbejderne kunne i princippet sidde på Grønland og arbejde lige så godt som på Rådhuspladsen i København, siger Holger Schou Rasmussen.
Kommer alle til gavn
De tre borgmestre er gået sammen om at trække stillingerne til området, da det vil være til gavn for dem alle.
De vurderer nemlig, at det vil være borgere fra alle tre kommuner, der vil komme til ar arbejde på skattecenteret.
VLAK-regeringen har meldt ud, at de planlægger at gennemføre den næste bølge med udflytning af statslige arbejdspladser i 2018.