Det lollandske marked Døllefjelde Musse Marked bliver rykket fra dagene omkring Store Bededag til begyndelsen af september.
Det sker som en konsekvens af situationen med coronavirus i Danmark.
Det skriver markedet på dets hjemmeside.
- Vi har løbende fulgt situationen i Danmark og er godt klar over, at vi i Danmark i april og maj ikke vil nærme os tilstanden, som den var før covid-19. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at rykke markedet til september, siger bestyrelsesformand Leif Chortzen til TV2 ØST.
De nye datoer bliver i stedet 2.-5. september.
- Vi har de positive briller på
Døllefjelde Musse Marked er et af Danmarks største markeder og tiltrækker cirka 120.000 gæster og beskæftiger 750 frivillige.
Sidste år blev markedet først flyttet ligeledes til begyndelsen af september og siden helt aflyst på grund af udviklingen med corona.
Denne gang ser Leif Chortzen dog mere optimistisk på muligheden for, at det ikke ender ud i en ny aflysning.
- Danmark er blevet meget klogere på corona og har jo rullet en vaccinationsplan ud, og vi går også det gode vejr i møde. Så vi i bestyrelsen har de positive briller på, er super optimistiske og tror på, vi kan afvikle markedet.