Den store fabrik satte præg på Lolland - nu forsvinder den

Med lukningen af MAN Energy Solutions forsvinder den arbejdsplads, som siden 1800-tallet har været med til at skabe Holeby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I Holeby på Lolland fortælles byens historie klart og tydeligt med én genstand.

Midt i byen står en flere meter lang krumtap - en helt vital del i de store motorer, som byens helt store arbejdsplads gennem årene har produceret.

En stor krumtap er udstillet midt i Holeby for at fortælle historien om byens store arbejdsplads.
En stor krumtap er udstillet midt i Holeby for at fortælle historien om byens store arbejdsplads. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Skal Holebys historie fortælles gennem én stemme, må det være Hans Christoffersens - en stemme der nu definitivt forstummer med den nyhed, der kom ud torsdag.

Han grundlagde i slutningen af 1800-tallet den virksomhed, der i dag hedder MAN Energy Solutions. En virksomhed, som torsdag meldte ud, at den flytter og tager sine 154 ansatte med til Trekroner ved Roskilde.

Hans Christoffersen grundlagde Holeby Maskinfabrik. Senere begyndte hans søn at producere dieselmotorer.
Hans Christoffersen grundlagde Holeby Maskinfabrik. Senere begyndte hans søn at producere dieselmotorer. Foto: Sydlollands Lokalhistoriske Arkiv

Men det er ikke kun arbejdspladserne, der forsvinder - det er byens rygrad. For virksomheden midt i hovedgaden tog allerede form, da en sukkerfabrik blev etableret og gjorde Holeby til en by i 1872. Sukkerfabrikkens maskiner stødte dog på et problem, forklarer lokalhistoriker Bent Munck Hansen.

- Det viste sig, at maskinerne ikke kunne holde til den stive, lollandske jord. Derfor ansatte man en smed, siger Bent Munck Hansen.

Fabrikkens mure fortæller om de mange års produktion i Holeby.
Fabrikkens mure fortæller om de mange års produktion i Holeby. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

En smed med store drømme

Smeden var Hans Christoffersen, som tog en chance, da sukkerfabrikken fik økonomiske problemer. I 1882 købte han sin egen smedje, der blev til Holeby Maskinfabrik, hvis historie i dag står foreviget på fabrikkens mure. Fabrikken voksede ganske hurtigt, fortæller Bent Munck Hansen.

- I 1903 gik jernbanespor direkte ind, så man kunne læsse motorerne på jernbanen, når de skulle herfra, siger han.

Sådan ser fabrikken ud i dag. Hvad der skal ske med bygningerne, når MAN forlader dem, vides ikke endnu.
Sådan ser fabrikken ud i dag. Hvad der skal ske med bygningerne, når MAN forlader dem, vides ikke endnu. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Nogenlunde samtidig udløb Rudolf Diesels patent på dieselmotoren. Det betød, at alle nu måtte bygge dieselmotorer - og det var præcis, hvad Hans Christoffersens søn gjorde fra 1910.

Den første dieselmotor fra Holeby Maskinfabrik kaldes blot Holeby nummer 1, og siden blev de leveret til især elværker og skibe. På et tidspunkt blev fabrikken overtaget af Burmeister & Wains Maskin- og Skibsbyggeri - bedre kendt som B&W - der senere selv blev overtaget af den tyske motorgigant MAN.

Billede fra fabrikkens velmagtsdage i 1990 - inden de mange fyringer ramte hårdt.
Billede fra fabrikkens velmagtsdage i 1990 - inden de mange fyringer ramte hårdt.

Benhård konkurrence

Da det kørte på sit højeste, var der over 1.000 medarbejdere på fabrikken. De mange medarbejdere er især bemærkelsesværdigt, fordi Holeby i dag har 1.400 indbyggere. I 1990'erne var den internationale konkurrence dog benhård, og mørke skyer trak ind over Holeby.

De barske år resulterede i adskillige fyringsrunder. Værst stod det til i 2004, hvor 300 arbejdspladser på én gang forsvandt fra fabrikken. Hele motorproduktionen flyttede til Frederikshavn, og kun udviklingsafdelingen fortsatte, nu under det nuværende navn MAN Energy Solutions. Et navn, der fremover vil pryde et nyt byggeri i Trekroner ved Roskilde, der skal stå klar i 2027.

- Det er virkelig et stykke historie, der lukker nu. Det sidste kapitel er på vej til at blive skrevet, siger Bent Munck Hansen.


Nyhedsoverblik