I Lolland Kommune er seks ud af otte skoler, altså 75 procent, under tilsyn af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).
Det kalder Helene Friis Ratner, der er lektor på Master i Uddannelsesledelse på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), for en usædvanlig situation - og at det ikke er uden konsekvenser.
- Det kan være enormt demotiverende for skolerne at få det stempel. De kalder det for vedvarende dårlig kvalitet i undervisningen, og det er ikke et særlig rart mærkat at få, siger hun og tilføjer:
- Men det betyder også, at der ligger en proces foran dem, hvor de vil blive pålagt at sætte nogle initiativer i gang, som kan løfte kvaliteten.
Skoler under opsyn
Hele 75 procent af skolerne i Lolland Kommune er under tilsyn. Det svarer til seks ud af otte af de folkeskole, som kommunen har.
Det drejer sig om følgende skoler:
Byskolen
Stormarkskolen i Nakskov
Holeby Landsbyordning
Horslunde Landsbyordning
Maribo Skole
Rødby Skole
Disse skoler er ikke under opsyn:
Søllested Landsbyordning
Østofte Landsbyordning
Men der kan ligge en stor opgave foran skolerne og politikerne i kommunen.
- Det kan medføre en negativ spiral, hvor de ressourcestærke forældre vælger skolerne fra. Hvis den først bliver startet, kan det være en meget svær situation for en skole at vende, siger Helene Friis Ratner.
Tilsyn kan godt bruges
Helene Friis Ratner forklarer, at STUK laver screeninger over indsamlet data om skolernes præstationer.
Det kan være data fra eksempelvis trivselsmålinger og nationale test, hvorefter de skoler der ligger lavest kommer under tilsyn.
Netop det kritiserer medlem af Børne- og Skoleudvalget i Lolland Kommune, Gry Hernø (S), som efterlyser at kommunernes borgersammensætningen, også spiller en rolle, når STUK laver sine undersøgelser.
Helene Friis Ratner siger, at der også bliver kigget på de socioøkonomiske rammer, men medgiver, at STUK's undersøgelser simplificerer situationen på skolerne. Dog mener hun fortsat, at de kan blive brugt konstruktivt.
- STUK bliver nødt til at have nogle standarter. De kan ikke være ude i alle klasselokaler i samtlige skoler, så de er nødt til at have en ret forenklet version af virkeligheden, når de laver de her screeninger.
- Som jeg ser det kan man bruge det som en anledning til at få endnu bedre relationer på tværs af styringshierarkiet. Altså på tværs at politikere, forvaltning, lokale skoler og helt ud til klasseværelserne.
Vigtigt at engagere lærerne
STUK vurderer årligt, hvilke skoler der skal være under tilsyn. Dermed vurdere de også en gang om året, hvorvidt skoler, som allerede er under tilsyn fortsat skal være det.
Nogle skolerne i Lolland Kommune har været under tilsyn i mere end fem år.
Og her har Helene Friis Ratner et råd til, hvordan skolerne og kommunerne skal reagere.
- Vi ved fra forskning, at hvis man engagerer lærerne i stedet for at sige, at de ikke har gjort det godt nok, så når man længere med at løfte skolens resultater, siger hun og tilføjer, at det er vigtigt at have øje på hele skolen og ikke kun det enkelte tilsyn.
- Hvis man kun fokuserer målrettet på det, som kan få en væk fra tilsynet, så kan de være på bekostning på de elever, som også har brug indsatser.