Hos drikkevarevirksomheden SeiMei i Nakskov kører der lige nu flere små plastikflasker med økologisk juice og sodavand langs transportbåndet end normalt. For en fødevaremesse i Tyskland satte ekstra fart på virksomhedens produktion, da en forretning i Saudi Arabien købte 40.000 sodavand.
- Jeg synes, på en skala fra et til ti, hvor et er det dårligste, og ti er det bedste, så er det nok tusind. Jeg synes, det er så fantastisk, siger Mette Feldt, ejer af SeiMei.
På en skala fra et til ti, hvor et er det dårligste, og ti er det bedste, så er det nok tusind
Vækst på Lolland og Falster
Det er ikke kun virksomheden i Nakskov, som bryder de danske grænser.
- Heldigvis, så har vi siden 2014 set, at der er flere virksomheder i både Guldborgsund Kommune og i Lolland Kommune, der eksporter, siger Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør i Business Lolland-Falster.
Før 2014 lå både Lolland og Guldborgsund Kommuner under landsgennemsnittet for importvirksomheder.
Artiklen fortsætter under billedet.
I 2011 var der i Lolland Kommune 139 eksportvirksomheder, det tal steg til 224 eksportvirksomheder i 2018. I Guldborgsund Kommune steg antallet af eksportvirksomheder i samme periode fra 207 til 278.
Nu ligger Lolland Kommune over landsgennemsnittet, og Guldborgsund Kommune lige omkring gennemsnittet.
Det betyder meget for området, at der er virksomheder som eksporterer
- Det betyder meget for området, at der er virksomheder som eksporterer. Det skaber en større værditilvækst på Lolland-Falster, siger Mikkel Wesselhoff.
Mere eksport i fremtiden
Hos SeiMei virker det til, at endnu en eksportaftale er i hus hos en virksomhed i London.
- At sælge i udlandet er fantastisk, det er vi rigtig glade for. Det er et bevis for os og en anerkendelse af det hårde arbejde og investering, vi har lagt i det.
Planerne for fremtiden hos den drikkevareproducerende velgørenhedsvirksomhed SeiMei er klar.
- Altså udover at erobre verden? Så sælge alt hvad vi overhovedet kan. For jo mere vi sælger, des mere samler vi sammen til fonden, så vi kan hjælpe flere mennesker, siger Mette Feldt med henvisning til virksomhedens velgørende folk.
Man skal dog ikke helt til London eller Saudi Arabien for at smage SeiMeis drikkevarer. De forhandles nemlig i udvalgte Coop og Meny butikker her i landet.