Indenfor 48 timer har Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo vundet hele to OL-medaljer. Her til morgen kunne hun tage endnu en halv kilo tung bronzemedalje om halsen efter finalen i 500 meter enerkajak, hvor hun roede sig til en tredjeplads.
Den første bronzemedalje ved dette års OL i Tokyo vandt hun tirsdag morgen i 200 meter enerkajak, og nu er det blevet til dobbelt-op på bronzemedaljer.
500 meter-distancen her til morgen var lidt af en gyser. Efter de første 250 meter lå den 25-årige lollik på en sjetteplads, men så blev der sat turbo på. Emma Aastrand Jørgensen fik kæmpet sig op på en tredjeplads, der resulterede i endnu en skinnende bronzemedalje.
Mor er vigtigst
Efter at den dobbelte medaljehelt var kommet i land, slentrede hun hun ifølge Ritzau hurtigt forbi det danske pressekorps, samtidig med at hun havde sin mor, Jette Aastrand Jørgensen, i mobiltelefonen.
- Mor er vigtigst, siger hun til mig, lyder det fra Emma Aastrand Jørgensen til de danske journalister.
Jeg er meget lettet. Jeg har haft kanonhøje forventninger til mig selv
På vejen mod medaljeceremonien tager kajakroeren sig alligevel tid til at sætte et par ord på sin bedrift.
- Jeg er meget lettet. Jeg har haft kanonhøje forventninger til mig selv. Det kan jeg mærke i dag. At stå med en tredjeplads er en forløsning, og tårerne presser sig på. Jeg kan ikke helt give slip på tårerne lige nu, fordi jeg ikke er i det rette selskab, siger Emma Aastrand Jørgensen til Ritzau.
Efter at have fået medaljen overrakt kom hun tilbage og uddybede følelserne, hvor hun fortæller, at hun er ked af, at coronarestriktioner fjerner muligheden for at fejre med de nærmeste.
- Jeg synes, at det er superhårdt. Mine familie havde købt billetter i 2020. Deres krammere savner jeg, når jeg kommer over målstregen. Men vi var på facetime, så jeg fik deres følelser med, fortæller Emma Aastrand Jørgensen og fortsætter.
- Det betyder meget for mig at være med, hvor det sker. EM gik rigtig godt, og jeg tror, at når man ved, at man kan ligge med helt fremme, så bliver presset automatisk større, siger Emma Aastrand Jørgensen.
Det er hårdt, ikke at kunne give hende et kram, når det er det, hun har brug for
- Jeg har på en måde følt, at det var min tur til at stå øverst på skamlen, men jeg tager også til takke med to bronzemedaljer. Jeg kunne ikke have taget guld eller sølv på 500 meter her. De var langt foran. Så jeg er meget tilfreds.
Mor med på afstand
Også for den dobbelte bronzevinders mor, er det hårdt kun at være med på afstand.
- Det er ret sårbart at følge med, men den der nervøsitet, der er inde i mig, er ikke anderledes, om jeg er der eller sidder bag skærmen, siger Jette Aastrand Jørgensen til TV2 ØST, og fortsætter.
- Det er hårdt, ikke at kunne give hende et kram, når det er det, hun har brug for.
Familien Aastrand Jørgensen følger med i datterens OL-bedrifter fra et sommerhus i Marielyst. På grund af tidsforskellen mellem Danmark og Tokyo, har familien været tidligt oppe for at kunne se hende ro.
Det var rart, at hun ringede til os lige med det samme
I morges havde familien et kamerahold på live hjemme i sommerhuset, og derfor havde de mulighed for at sende en hilsen til datteren i Tokyo efter hendes bronzemedalje i 500 meter enerkajak.
- Det var faktisk rart, at hun kunne se os på skærmen, og det var rart, at hun ringede til os lige med det samme. Det blev vi rigtig glade for, og Emma blev også overrasket over, at vi havde filmhold på.
Flere medaljer i udsigt
Bronzemedaljen var samlet Danmarks ottende medalje ved OL i Tokyo.
Men det kan blive til flere medaljer for Emma Aastrand Jørgensen. Fredag stiller hun op i 500 meter firerkajak. Her deltager hun sammen med Sara Corfixsen Milthers, Bolette Nyvang Iversen og Julie Frølund Funch. Hvis de fire kajakroere går videre, venter der dem en finale lørdag.
- Jeg glæder mig til at være en del af et hold og ikke være alene, men der vil nok være lidt fejring senere, siger Emma Aastrand Jørgensen om torsdagens planer.
Emma Aastrand Jørgensen vandt sølv i 500 meter enerkajak ved OL i Rio i 2016.