Endnu en indsat flygtet fra Kofoedsminde

Lørdag eftermiddag flygtede en mandlig indsat fra institutionen Kofoedsminde i Rødby. Dermed er hele 2 fanger undsluppet fra personalet inden for kun 1 uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 22-årig mand stak lørdag eftermiddag af fra Kofoedsminde, da han var på ledsaget udgang til en nærliggende kiosk.

Institutionens personale anmeldte episoden klokken 16.44.

Det oplyser lokalpolitiet i Nakskov til TV2 ØST.

Kørt retur til Kofoedsminde

Den domsanbragte mand forlod stedet i en Peugeot, hvori 2 mænd og 2 kvinder ventede på ham.

Cirka 20 minutter senere, omkring klokken 17, blev bilen imidlertid standset af politiet på Saxes Alle i Sakskøbing. De 2 mænd blev anholdt, mens den 22-årige blev kørt retur til Kofoedsminde.

Den ene af mændene, en 21-årig bekendt, blev sigtet for at have hjulpet den 22-årige med at slippe væk. Han blev derfor taget med til politistationen i Nykøbing, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 20.55.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at en fange fra Kofoedsminde får lejlighed til at forsvinde.

I sidste uge var politiet på jagt efter den 32-årige Bo Jensen, der var stukket af gennem et uaflåst vindue.

Lørdag aften, den 12. oktober, trængte Bo Jensen ind hos en kvindelig ansat fra institutionen. Kvinden alarmerede politiet, hvorefter han blev anholdt.


Nyhedsoverblik