Endnu en skulptur afsløret – lollandsk kunstværk halvvejs fuldendt

Dodekalitten er nu halvejs mod sin færdiggørelse, og turisterne strømmer allerede til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På højen ved Kragenæs på Lolland rager kunstværket Dodekalitten op over landskabet på kanten af Smålandsfarvandet. Det er endnu ikke fuldendt, men kom i dag yderligere et skridt nærmere færdiggørelsen, da endnu et ansigt udhugget i granit blev præsenteret.

quote Det er kun gået en vej med besøgstallene, og det er opad.

Holger Schou-Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

-Jeg håber, folk genkender sig selv i det på en eller anden mærkelig måde. Jeg håber, folk tager et eller andet med sig, men jeg har heller ikke lyst til at sige, hvad de skal have med sig. Og jeg er heller ikke færdig med at finde ud af, hvad jeg skal have med, siger billedhugger Thomas Kadziola, der står bag udhugningen af Dodekalittens ansigter.

Forfra 12 gange

Navnet på den seneste skulptur er L'dis og er den sjette af de i alt 12 skulpturer, som Dodekalitten i sin færdige form vil bestå af. Værket er med andre ord halvvejs mod sin færdiggørelse.

- Det er det gode ved det her projekt, jeg begynder forfra 12 gange, tilføjer Thomas Kadziola.

Thomas Kadziola (til venstre) præsenterer den sjette skulptur på Dodekalitten for kulturminister Joy Mogensen og borgmester Holger Schou-Rasmussen (til højre).
Thomas Kadziola (til venstre) præsenterer den sjette skulptur på Dodekalitten for kulturminister Joy Mogensen og borgmester Holger Schou-Rasmussen (til højre). Foto: Line Strand - TV2 ØST - Arkivfoto

Men trods det ufuldendte værk, så er det allerede gået hen at blive en turistmagnet for området.

- Det er kun gået en vej med besøgstallene, og det er opad. Det kommer til at blive en kæmpe attraktion for Lolland og for Danmark det her projekt, så når først endelig, det står færdigt, vil vi se et besøgstal, der ligger langt over de 50.000, vi vurderer, der kommer i året her, siger Holger Schou-Rasmussen  (S), borgmester i Lolland Kommune.

Indvielse i silende regn

Foruden borgmesteren havde også kulturminister Joy Mogensen (S) og Dodekalittens bestyrelse trodset den kraftige regn for at deltage i dagens indvielse.

På højen ved Kragenæs på Lolland rager kunstværket Dodekalitten op over landskabet på kanten af Smålandsfarvandet.
På højen ved Kragenæs på Lolland rager kunstværket Dodekalitten op over landskabet på kanten af Smålandsfarvandet. Foto: Line Strand - TV2 ØST - Arkivfoto

Hver af de mellem 7-9 meter høje skulpturer vejer op til 45 tons og står placeret i en cirkel, vendt med ansigterne mod hinanden.

Kredsen udgøres i dag af ti sten – seks færdige og fire groft tilhuggede. Kunstværket, hvis første skulptur blev rejst i 2014, er opfundet af Thomas Kadziola sammen med komponist Gunner Møller Pedersen. For udover stenstøtterne består kunstværket af elektroakustisk musik.

Dodekalitten forventes færdiggjort i 2025.


Nyhedsoverblik