Øboere skal have samme serviceniveau for hjemmepleje, som man får på fastlandet.
Det slår Ankestyrelsen fast. I en principiel udtalelse skriver de, at Lolland Kommunes serviceniveau ikke er i overensstemmelse med serviceloven, når de ikke tilbyder hjemmepleje til beboere på Fejø, Askø og Femø efter klokken 13.00.
Det er en kæmpe lettelse. Det er jo hele vores retsvæsen og kommunens forpligtelse der har været i spil, og spørgsmålet om vi har lige meget ret. Og det har vi, står der i udtalelsen
- Det er en kæmpe lettelse. Det er jo hele vores retsvæsen og kommunens forpligtelse der har været i spil, og spørgsmålet om vi har lige meget ret. Og det har vi, står der i udtalelsen, siger Christina Brydegaard, medlem af bestyrelsen i Fejøforeningen.
Det var hende, der tidligere i år på vegne af Fejøforeningen klagede til Ankestyrelsen over Lolland Kommunes serviceniveau.
Siden sidste år har beboere på ikke-brofaste øer i Lolland Kommune ikke haft mulighed for at få døgnpleje, i det hjemmeplejen på øerne ophørte kl. 13.00.
Kommune: Ikke en afgørelse
Det er den klage, Ankestyrelsen nu har svaret på.
I Lolland Kommune forklarer direktøren for socialområdet, Klaus Marius Hansen, at det er en kompliceret sag, og at svaret fra Ankestyrelsen ikke er nogen afgørelse.
Det er udelukkende en udtalelse og ikke en afgørelse. Det er meget ekstraordinært, at Ankestyrelsen underkender den afgørelse fra Statsforvaltningen Midtjylland om en lignende sag fra Odder Kommune, som vi har lænet os op ad
- Det er udelukkende en udtalelse og ikke en afgørelse. Det er meget ekstraordinært, at Ankestyrelsen underkender den afgørelse fra Statsforvaltningen Midtjylland om en lignende sag fra Odder Kommune, som vi har lænet os op ad, siger Klaus Marius Hansen, direktør for social- og ældreområdet i Lolland Kommune.
Vi kan ånde lettet op
På Fejø er Christina Brydegaard dog stadig positiv på trods af direktørens svar.
- Nu er vi inviteret ind i samfundet igen. Det betyder rigtig meget for øen. For bosætningen og i høj grad også for om folk bliver boende her. Vi er et samfund, der kan ånde lettet op, siger Christina Brydegaard til TV ØST.
Vil kigge på færgetider
Ankestyrelsen har givet Lolland Kommune to måneder til at behandle sagen politisk.
Direktør Klaus Marius Hansen fortæller, at der er flere spørgsmål at tage stilling til i sagen, men ét af dem er klart:
- I det arbejde vi går i gang med omkring at finde en løsning, vil vi stille os selv det spørgsmål, om det vil være tilstrækkeligt at lave kvalitetsstandarden således at der er service svarende til yderpunkterne i færgetiderne, siger Klaus Marius Hansen til TV ØST.