Natten til onsdag blev der fortsat strejket foran indgangen til byggepladsen på Femern.
De ansatte jord- og betonarbejdere hos virksomheden FLC har nedlagt arbejdet, fordi de vil have 25 kroner mere i timen i løn. Det vil deres arbejdsgiver ikke være med til.
- Vi bliver stående foran byggepladsen, indtil FLC giver os, hvad vi vil have. Vi stopper ikke, før vi bliver enige om en aftale, siger Mateusz Szulc, der er talsperson for FLC’s jord- og betonarbejdere.
Strejken begyndte i går, hvor de første forhandlinger for at nå til enighed og få jord- og betonarbejderne tilbage i arbejde gik i gang, men det lykkedes ikke.
Vi føler os ret diskriminerede
Forhandlingerne fortsætter derfor onsdag og torsdag, og selvom arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, vil jord- og betonarbejderne ikke gå tilbage til arbejdet, før de er i mål med deres lønkrav. Også selvom de ikke får løn i den tid, de strejker.
- Vi føler os ret diskriminerede i den her situation. Vi gør et stort arbejde for Danmark og for Europa ved at bygge den her tunnel, så jeg synes, at vi skal have den rette løn for vores arbejde, siger Mateusz Szulc.
FLC tilbød at undlade at trække jord- og betonarbejderne i løn for strejken, hvis de genoptog arbejdet tirsdag, men det afslog de ansatte. Onsdag mødes parterne til et fællesmøde i København, og forhandlingerne vil fortsætte igen torsdag.
Danske medarbejdere hos FLC har også sluttet sig til arbejdsnedlæggelsen. Det fortæller til TV2 ØST, at de både deltager for at støtte deres polske kolleger, og fordi de heller ikke er tilfredse med deres løn. De danske medarbejdere er ansat på andre vilkår end de polske og får en anden løn, men heller ikke de er tilfredse. Til TV2 ØST fortæller medarbejderen Johnny Mejborn fra Nakskov, at arbejderne oplever gentagne problemer med at få den rette løn udbetalt.
- Nærmest samtlige lønsedler, vi har fået hernede, har været forkerte. Det har været noget værre rod. FLC siger, at det er begyndervanskeligheder, men det kan det jo ikke blive ved at være i otte måneder, siger han til TV2 ØST.
Den kritik har TV2 ØST forelagt Jess Hansen, der er industrial relations manager hos FLC. Han fortæller, at virksomheden ikke kan genkende, at der er større problemer med lønnen, og at mindre af slagsen løses i god ro og orden.
Håber at finde en løsning
Lige nu får de polske jord- og betonarbejdere i FLC 140 kroner i timen. Oveni får de kost og logi, imens de arbejder på Femern. Denne grundløn er et stykke under, hvad en gennemsnitlig jord- og betonarbejder i samme område tjener.
Ifølge 3F Lollands oplysninger får en gennemsnitlig jord- og betonarbejder på Sjælland 191,25 kroner i timen, hvoraf deres arbejdsgiver kan vælge at udbetale en skattefri rejsegodtgørelse efter standardsatser, hvis den ansatte er væk i minimum 24 timer.
Alene værdien af kosten udgør en værdi på 22 kroner, så det er ikke skudt helt ved siden af.
Ifølge Skats hjemmeside er rejsegodtgørelsen 770 kroner per døgn i 2022. Dette beløb ligger udover gennemsnitslønnen på 191,25 kroner.
- Vi håber altid på, at vi kan finde en løsning, og at enderne kan nå hinanden. Det er det, vi alle sammen arbejder på. Selvfølgelig håber vi, at folk kan komme tilbage i arbejde, og at parterne kan strække sig lidt og nå et fornuftigt forlig, siger Rasmus Pedersen, der er faglig medarbejder i 3F Lolland.
FLC mener, at deres lønsats er tilstrækkelig, og de vil ikke gå med til en lønstigning på 25 kroner i timen. De mener, at deres sats er inden for skiven.
- Alene værdien af kosten udgør en værdi på 22 kroner, så det er ikke skudt helt ved siden af, siger Jess Hansen, der er industrial relations manager i FLC.
Ved at regne kost og logi oveni jord- og betonarbejdernes grundløn på 140 kroner får Jess Hansen regnebrættet til at nå en timeløn på 196 kroner.
Sag sendt til Arbejdsretten
Ifølge FLC var der lønforhandlinger 6. april, hvor jord- og betonarbejderne fik en lønstigning på 4,37 procent. Lønstigningen skulle gælde med tilbagevirkende kraft, men er ifølge jord- og betonarbejderne ikke blevet skrevet med på juni-lønsedlen.
- Det er kommet som en stor overraskelse, fordi vi lige har gennemført og aftalt intet mindre end to lønaftaler med tillidsrepræsentanterne, og de er baseret på overenskomstens bestemmelser om, at der skal være en årlig, individuel forhandling, hvor man tager udgangspunkt i den enkelte medarbejders uddannelse og erfaring og arbejdsområder, siger Jess Hansen, der er industrial relations manager i FLC.
- Vi har haft et samlet resultat, som, jeg synes, er meget pænt.
De tror på, at de arbejder for den rette sag
Mateusz Szulc og de andre jord- og betonarbejdere mener ikke, at resultatet er pænt. De ville gerne have været taget med på råd ved forhandlingen 6. april. På vegne af jord- og betonarbejderne siger Mateusz Szulc, at de gerne vil have individuelle lønforhandlinger.
Da strejken er overenskomststridig, har FLC valgt at indsende sagen til Arbejdsretten, hvilket kan betyde, at jord- og betonarbejderne kan blive idømt en bod.
- Folk er klar på det her. De tror på, at de arbejder for den rette sag, siger Mateusz Szulc.