Musto Mustafic har længe siddet på bænken på arbejdsmarkedet, hvor han har haft svært ved at få en fod indenfor.
Men på grund af hans samarbejde med DBU Lolland-Falster og det lokale jobcenter er han nu i gang som frivillig fodboldtræner.
- Man skal være aktiv hele tiden. Sådan er det bare. Man kan ikke bare sidde derhjemme og ikke gøre noget, siger Musto Mustafic.
Man kan ikke bare sidde derhjemme og ikke gøre noget
Han har forgæves søgt flere stillinger og søger stadig. Til gengæld glæder han sig over jobcenterets samarbejde med DBU Lolland-Falster.
- Det var igennem dem, at jeg fik den her chance for at blive træner, og det er jeg rigtig glad for, siger Musto Mustafic og tilføjer:
- Jeg har selv spillet fodbold, siden jeg var seks år gammel, så det er noget, jeg kan lide.
Lå lige til højrebenet
Mathilde Aallmann har på grund af sygdom været uden arbejde og på kontanthjælp. Men nu er hun kommet sig og skal snart begynde på en uddannelse. Samtidig træner hun U10-holdene i FC Nakskov.
- Det er så fedt. Jeg er så glad for, at jeg har fået den her mulighed, siger Mathilde Aallmann.
- Jeg har selv spillet fodbold i mange år, så den lå lige til højrebenet.
Mathilde Aallmann og Musto Mustafic har begge været igennem et 26 ugers forløb, hvor de sammen med andre blev undervist af udvalgte DBU-trænerne, ligesom de to kom gennem et praktikforløb i den vestlollandske fodboldklub.
Vi skal ud, vi skal lave noget, og vi skal bidrage til samfudet
Nu er forløbet slut, men de fortsætter begge som trænere i klubben.
- Det handler bare om at komme ud af den onde cirkel. Det bliver bare værre derhjemme. Vi skal ud, vi skal lave noget, og vi skal bidrage til samfudet, siger Mathilde Aallmann.
Et forbillede for klubbens drenge
Hos FC Nakskov glæder man sig over forløbet med de unge kontanthjælpsmodtagere
- Hvis bare vi havde flere, der ville gøre et stykke frivilligt arbejde i klubberne, så ville det hele være meget nemmere for os andre, så skulle vi ikke løbe så stærkt, siger Michell Ellehammer, træner i FC Nakskov.
Han bakkes op af klubbens assistenttræner, Carsten Skude Larsen.
- Vi stod og manglede en til at komme og hjælpe, og så er det fantastisk, at vi har sådan en som Musto (Mustafic red.), fordi vi har rigtig mange drenge med anden etnisk herkomst end dansk, der ser vildt meget op til ham, siger Carsten Skude Larsen.