Frygtet fuglesygdom fundet i tamfugle på Lolland

Tre gæs er blevet smittet med fugleinfluenza ved Maribo. Der er tale om den alvorlige variant af sygdommen,som indtil nu har ramt 68 vilde fugle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tre gæs er konstateret smittet med fugleinfluenza på Frilandsmuseet ved Maribo på Lolland.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om tre gæs, der bor på frilandsmuseet ved Maribo.

Smitet med farlig variant

Prøver fra DTU Veterinærinstituttet viser, at der er tale om den samme type alvorlige fugleinfluenza H5N8, som har fået Fødevarestyrelsen til at kræve fjerkræ holdt under tag og bag hegn siden midten af november, og som indtil nu er fundet i 68 vilde fugle landet over.

Frilandsmuseet ligger i et område, der er rigt på vilde fugle, og så sent som tirsdag er der yderligere konstateret fugleinfluenza af samme type i en musvåge, fundet kun 20 km derfra, ved Lollands østkyst.

Fødevarestyrelsen oplyser, at fundet af sygdommen på Lolland ikke får konsekvenser i form af sikkerhedszoner eller lignende, da fuglene på frilandsmuseet ved Maribo holdes med henblik på udstilling og ikke med henblik på produktion af kød eller æg.


Nyhedsoverblik