Det skal være tilladt for butikker i byer med under 15.000 indbyggere at holde åbent i helligdagene, mener SVM-regeringen.
Med et nyt turismeudspil håber regeringspartierne at kunne give de små byer bedre betingelser, og det tager man imod med kyshånd i Nakskov.
Der er ikke noget værre end at gå gennem en tom by
- Det er en fantastisk mulighed for os, siger Mette Bagge Andersen, der er citymanager i Nakskov, og tilføjer:
- Vi har et kæmpe opland af sommerhusområder, og det er potentielt 12,5 dag ekstra, vi kan tjene penge i.
Hun peger på, at butikkerne fremover kan få muligheden for at holde åbent, mens der er mange folk i byen – for til gengæld at holde lukket på eksempelvis stille mandage i september.
- Man kan godt mærke, at turisterne ikke er helt lige så glade for oplevelsen, som de kunne være, når de møder en lukket by. Det er jo et trist syn, siger hun.
Turister, der ikke har travlt
Christian Antoft, der driver Nakskov Vin & Specialiteter ser også muligheder i regeringens forslag.
- Vi har fundet ud af, at det giver mening for os at holde sent åbent lørdag, fordi turister ofte er til brunch og tager sig god tid.
- Der er større sandsynlighed for, at de kommer igen, hvis de møder en by, der har åbent, siger han.
For en selvstændig med en arbejdsuge, der sommetider nærmer sig 70 timer, skulle man måske tro, at Christian Antoft ikke orkede tanken om mere arbejde.
Men det tager han ikke så tungt. For som han siger:
- Det er et spørgsmål om planlægning.
- Vi skal være her, hvis turisterne er her
Hos Bog & Idé mener ejer Michael Hansen også, at det er en god idé med helligdagsåbent.
- Er turisterne her, skal vi også være her. Der er ikke noget værre end at gå gennem en tom by, siger han.
Begejstringen rækker dog ikke helt til HK Handel, der organiserer de butiksansatte. Her forholder Mette Høgh sig ganske skeptisk på sine medlemmers vegne.
- Man ved i dag som ansat i detailbranchen, at man har 12,5 dages frihed, som man kan bruge med familie og venner hvert år. Når man så sætter lukkeloven fri for de mindre byer sætter man medarbejdernes worklife-balance på prøve, siger hun og fortsætter:
- Jeg tror heller ikke, man når det, man gerne vil med det her forslag. Butikker skaber liv, men der skal meget andet til for at tiltrække folk til byerne.