Kæresteparret Anne Marie Boye og Rasmus Lyngsøe på henholdsvis 43 og 46 år har set det meste af verden. I påsken var turen igen booket til nye eventyr – denne gang i Kirgisistan i Centralasien.
Men så sneg corona sig ind i landet, grænserne blev lukket, og parret stod pludselig uden rejseplaner i påsken.
- Så var det bare nærliggende at finde på noget andet, der var tæt på, hvor vi bor, fortæller Anne Marie Boye.
Det er da i hvert fald en top fem i Danmark
Parret bor i Nykøbing Falster, og de har ofte snakket om at besøge Merritskov, der grænser op til Knuthenborg Safaripark. Med hele verden afskåret virkede det pludselig som den perfekte mulighed.
- Vi havde hørt om det flere gange, men så får man ikke lige taget sig sammen. Så rejser man om på den anden side af jorden i stedet for, men nu havde vi muligheden. Og så viste det sig jo bare at være en fantastisk oplevelse, fortæller Anne Marie Boye.
På jagt efter vildsvin og bisoner
Rasmus Lyngsøe og Anne Marie Boye pakkede mandag aften deres såkaldte Caddy Camper – en Volkswagen Caddy med indrettet soveplads – og kørte mod Merritskoven. De lagde sig til at sove, så de kunne stå tidligt op med solen og være ude i skoven på det tidspunkt, hvor mange dyr er aktive. Her stødte de på dådyr og mange forskellige fuglearter, men deres primære formål var at se vildsvin og bisoner.
Merritskov
Merritskov hører under Knuthenborg Gods og er gratis at besøge.
I skoven er der afgrænset et areal på 200,7 ha, som er støtter af Miljøstyrelsen. Her udsatte Knuthenborg i 2017 tre europæiske bisoner.
Den ene af de tre bisoner er en tyr fra Almindingen på Bornholm. De to bisoner er to bisonkøer fra Midttyskland. Siden da er de tre bisoner blevet til fire.
Der blev samtidig udsat 10 vildsvin - tre keilere og syv vildsvinesøer. Hvor mange vildsvin der siden er kommet til er svært at sætte tal på.
Det lykkedes kun halvt den første dag.
- Om tirsdagen så vi kun vildsvin. Så vi kørte derhen igen næste eftermiddag, fortæller Anne Marie Boye.
Og det var heldigt. Om onsdagen lykkedes det nemlig parret at spotte bisoner og vildsvin med unger.
- Det var helt fantastisk. Bisonerne var utrolig smukke og store majestætiske dyr. Men vildsvinene var vi mere på vagt overfor, for man ved jo ikke, hvad de kan finde på. De er jo nogle små djævle, så vi var faktisk lidt bange for dem. Især hende der havde unger – hende prøvede vi at holde rigtig god afstand til, selvom hun nu ikke gjorde noget som helst.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det handler om spænding
Selvom parret holder meget af at rejse ud i verden, er de ofte også på tur rundt i Danmark, hvor de forsøger at spotte vilde dyr i naturen.
De har blandt andet set kronhjorte i Dyrehaven, Sort Sol i Sønderjylland, elge i Lille Vildmose og bævere i Klosterheden. Parret har altså god erfaring med at finde vilde dyr inden for de danske grænser.
- Det er spændingen i det. Ser vi noget? Kan vi komme tæt nok på? Får vi et godt billede? Synes vi det er sjovt at skrive om bagefter? Det er en passion og en fritidsinteresse, siger Anne Marie Boye.
Artiklen fortsætter under billedet.
Når de tager på udkig efter vilde dyr, plejer det at være Rasmus Lyngsøe, der klikker løs på kameraet, og Anne Marie Boye, der styrer kikkerten. Bagefter tager de hjem og skriver om deres oplevelser på rejsebloggen Two Danes On Tour.
I top fem over danske naturoplevelser
Oplevelsen i Merritskov har i den grad gjort indtryk på dem begge, og den rangerer højt på skalaen over danske naturoplevelser.
- Det er da i hvert fald en top fem i Danmark, vil jeg sige. Men altså at se en bæver er også mega fedt. Det er jo det der med, om man er heldig, der tæller. Men også at man kan gå ud og se sådan nogle majestætiske dyr, man ikke lige ser til hverdag. At det så er lige derovre ved siden af Knuthenborg, er jo helt fantastisk.
Artiklen fortsætter under billedet.
Faktisk har synet af de majestætiske bisoner og de djævelske vildsvin givet dem blod på tanden efter mere.
- Vi tager helt klart derud igen. Vi vil også gerne se dådyrene og alle fuglene igen – vi var imponerede over, hvor meget dyreliv der var, især om morgenen. Så det er for at få hele oplevelsen igen.
Samtidig vil parret forsøge at få et endnu bedre billede end sidst, og de vil også prøve, om de kan få en god video med hjem til deres blog.
- Det er spændingen, inden man tager af sted, det er begejstringen, mens man er der, og så er det glæden ved billederne, når man kommer hjem igen, uddyber Anne Marie Boye.