Gudstjenester kan blive skiftet ud med syklub og rockmusik

Et nyt initiativ betyder, at gudstjenester i Lolland-Falsters Stift i 2025 vil kunne skiftes ud med for eksempel en syklub.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når de nye menighedsråd i Lolland-Falsters Stift tiltræder første søndag i advent, får de mulighed for at skabe nye typer gudstjenester.

quote Det er en mulighed for at skabe andre meningsfulde møder mellem mennesker

Dennis Jelstrup, provst i Falster Provsti

Det fremgår af en meddelelse på stiftets hjemmeside.

Der hvor to eller tre kirker deles om en præst, skal der være højmesse i én af kirkerne, mens man i de andre fremover vil kunne vælge frit mellem andre typer af kirkeligt arbejde.

- Det kan være natgudstjeneste med rockmusik, spaghettigudstjeneste for børnefamilier eller noget helt tredje, står der.

Besluttes lokalt

Dennis Jelstrup, der er provst i Falster Provsti, fortæller, at det er op til de lokale menighedsråd at beslutte, om nogle af gudstjenesterne skal erstattes af noget andet.

- Vi skal ikke diktere, hvad der giver mening lokalt, siger han til TV2 ØST.

Dennis Jelstrup forklarer, at man før én til én skulle erstatte en gudstjeneste med en anden.

Hvis man besluttede ikke at holde gudstjeneste en søndag, skulle man altså have holdt en anden gudstjeneste i ugens løb.

Der har gennem flere år været afholdt spaghettigudstjenester for at lokke travle børnefamilier i kirke, men nu kan der være flere initiativer på vej.
Der har gennem flere år været afholdt spaghettigudstjenester for at lokke travle børnefamilier i kirke, men nu kan der være flere initiativer på vej. Foto: Kåre Viemose/Politiken/Ritzau Scanpix

Men sådan vil det ikke være fremover. Der vil der være mulighed for at samle mennesker til noget andet end den gudstjeneste, man beslutter ikke at holde.

- Det er en mulighed for at skabe andre meningsfulde møder mellem mennesker, siger Dennis Jelstrup.

Læs også
Tomme stole i flere menighedsråd - på Askø stillede ingen op
Læs også
Tomme stole i flere menighedsråd - på Askø stillede ingen op

Det kan for eksempel være i en syklub eller en samtalegruppe om litteratur.

På den måde flytter man ressourcer, som tidligere udelukkende var øremærket gudstjenester, til andet kirkeligt arbejde, forklarer han.

- Man kunne godt gøre det før, men det var ressourcer oven i gudstjenesterne, siger provsten.

Skal dele erfaringer

Projektet starter forsøgsvist op i 2025.

Og det er planen, at der skal indsamles erfaringer fra sognene. På den måde kan de også blive inspireret af hinanden og de forskellige nye tiltag.

quote Det er ikke et spørgsmål om at spare penge eller menneskelige ressourcer

Marianne Gaarden, biskop i Lolland-Falsters Stift

- Hvis noget virker i et sogn, virker det måske også i et andet, siger Dennis Jelstrup.

Med 110 kirker og 58 præster er der mange sogne i Lolland-Falsters Stift, hvor det kan være relevant at eksperimentere med noget andet end den traditionelle højmesse, der indeholder både altergang og en lang prædiken.

Det har hidtil krævet en dispensation fra biskoppen at slippe for at afholde højmesser. 

Men biskoppen i Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, vil, sammen med sine provster, præsterne og menighedsrådene, bruge 2025 på at indhente erfaringer med, hvad der virker bedst lokalt.

Marianne Gaarden, biskop i Lolland-Falsters Stift, forklarer, at det ikke handler om at spare penge.
Marianne Gaarden, biskop i Lolland-Falsters Stift, forklarer, at det ikke handler om at spare penge. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Det er ikke et spørgsmål om at spare penge eller menneskelige ressourcer, men om at bruge dem bedre og få mere ud af dem. 

- Folkekirken har overlevet store samfundsforandringer gennem århundreder, og det her er et forsøg på at lave nogle rammer, der passer til den tid, vi er, hvor kirken er meget mere end den klassiske højmesse om søndagen, forklarer Marianne Gaarden på stiftets hjemmeside.

Hvis der i de enkelte menighedsråd ikke er stemning for at droppe søndagsgudstjenesten, kan de også vælge at fortsætte med dem.


Nyhedsoverblik