For cirka halvandet år siden, den 11 oktober 2019, flyttede Nota, nationalbiblioteket for folk med læsevanskeligheder, fra København til Nakskov.
Mange af medarbejderne, der primært boede i og omkring København, sagde op i forbindelse med arbejdspladsens flytning.
Hans Meinert blev på det offentlige bibliotek, der hører under Kulturministeriet, og besluttede sig for selv at rykke med til Lolland.
Jeg kunne vel have fået et værelse eller et halvt dørhåndtag for de penge
- Det har jo kostet nogle kollegaer. Der var rigtig mange, der ikke rejste med, så det er jo en helt ny organisation, kan man godt sige, fortæller Hans Meinert.
Bor i et hus i Kragenæs
Notas rejse fra hovedstaden til det vestlige Lolland var en del af aftalen om udflytningen af statslige arbejdspladser. En aftale, der blandt andet fik Udlændingestyrelsen til Næstved.
Nota har i alt 80 ansatte. Og langt størstedelen arbejder i Nakskov, mens en lille gruppe fortsat har arbejdsplads i København.
Hans Meinert bor i dag i et hus i Kragenæs på det nordvestlige Lolland.
- Jeg kunne vel have fået et værelse eller et halvt dørhåndtag (i København, red.) for de penge, det har kostet hernede, og det er jo i sig selv fantastisk. Det er et sted, der passer til det, jeg godt kan lide. Frisk luft, fred og ro og plads til, at man kan få folk på besøg, siger han.
Udover den billige kvadratmeterpris føler han sig også godt til rette i sine nye omgivelser.
- Jeg oplever en gæstfrihed og venlighed, og hvis jeg kommer gående med en motorsav på Østerbrogade, så bliver jeg sgu anholdt. Hernede tænker folk, at ham med motorsaven nok skal hen og hjælpe nogen med at fælde et træ, siger han.
Hjælper ordblinde
Hans Meinert arbejder som bibliotekar hos Nota, og selvom kontoret i Nakskov er lukket på grund af corona, så er der nok at se til fra hjemmekontoret.
Som bibliotekar er det Hans Meinerts job at servicere synshandicappede og ordblinde danskere. Et område, der er blevet lidt af et hjertebarn.
- Det handler ikke om, at man er dum, det handler om, at bogstaverne farer rundt, siger han.
- Det, der i virkeligheden er den store tilfredsstillelse ved at sidde og arbejde med det her, er, at jeg ved, at når jeg har fået en bog gennem systemet, så hjælper jeg et ungt menneske på den anden side, siger Hans Meinert.