Når muligheden byder sig, kører Kim Christoffersen fra sit hjem i Næstved og ud på landevejene.
Han har efterhånden brugt så mange timer på at komme ud i de yderste kroge af Danmark, at det ikke længere kan tælles.
Det er en perle og en tidslomme, der ikke er så mange tilbage af
Han leder nemlig efter noget helt bestemt. Noget som de fleste andre helst ser væk fra.
- Det er en perle og en tidslomme, der ikke er så mange tilbage af, fortæller Kim Christoffersen.
For når han spotter et forladt hus i landskabet, kører han ikke bare videre. Det er nemlig dér, eventyret starter. Et eventyr, du kan komme med i TV2 ØST Play-serien "De glemte hjem".
Urban exploration
Kim Christoffersens passion er at finde og besøge forladte steder både i Danmark og i udlandet.
Det bliver kaldt "urbex" eller "urban exploration".
- Det var rigtig grænseoverskridende til at starte med. Det giver et adrenalinsus, første gang man gør det - og anden og tredje. Men på et eller andet tidspunkt bliver det naturligt, og så bliver man afhængig af det, fortæller han.
Flere af stederne har stået urørt i 10, 20 eller 30 år. Så når Kim Christoffersen bevæger sig ind i et forladt hjem, ligner det ofte, at tiden er gået i stå. Og der er garanti for spindelvæv, edderkopper, støv og knirkende gulve.
Men hvorfor boligerne ender med at være tømte for liv, forbliver altid et mysterium.
- Jeg synes, det spændende er, at nogle har boet her og bare forladt det fra den ene dag til den anden.
- Ved første øjekast ser det ikke ud til, at der er noget, der er taget med. Enten er personen død eller kommet på plejehjem. Men man kan undre sig over, hvorfor der ikke er nogen, der har været herinde og fjerne arvestykkerne, siger Kim Christoffersen.
Vis respekt
En del af urbex-kodekset er, at man respekterer de steder, man besøger. Derfor går Kim Christoffersen ikke ind, medmindre der er en ulåst dør eller åbent vindue.
Han går også meget op i, at han hverken ødelægger, tager eller rykker rundt på noget i hjemmene.
- Det er vigtigt at bevare de her steder, som de er. Jeg synes, det er sjovt at opleve de her tidslommer. Det er nogle steder, de fleste aldrig får at se. Men det er desværre ikke alle, som har den samme indstilling.
Især efter corona har Kim Christoffersen oplevet, at flere og flere er begyndt at jagte de forladte hjem.
Han har intet imod, at flere mennesker finder hans hobby interessant. Problemet er, hvis ikke folk respekterer de glemte hjem, når de besøger dem.
- For os er det nogle helt særlige steder. Vi synes, det er vigtigt, at de forbliver, som de er.
Facebook afslørede lokation
Kim Christoffersen har oplevet, at flere af de steder, han har besøgt, er blevet smadret, fordi lokationen er blevet delt for meget.
Vi stjæler ikke noget, rykker rundt på noget, vi ødelægger ikke noget. Der er formentlig ikke nogen, der kan se, at vi har været der, når vi går der fra
Det gælder blandt andet et sted på Lolland, som han selv besøgte i 2016. Første gang så det ud til, at nogen havde forladt det fra den ene dag til den anden. Men efter et opslag på Facebook ændrede husets udseende.
- En dag er der en ung pige, der poster en billedserie fra det hus. Hun skriver, at hun er på besøg hos sin moster, og at de på en gåtur falder over det her sted.
- Problemet er bare, at folk sidder klar ude ved tasterne, så de fandt ud af, hvor mosteren boede. Under 14 dage efter væltede det ud med billeder derfra. Og i sidste ende er det med til, at det er blevet ødelagt, fortæller Kim Christoffersen og tilføjer:
- Hun har med 100 procents sikkerhed ikke haft nogle onde hensigter, men det har resulteret i, at folk har fundet frem til stedet ud fra meget få oplysninger.
Derefter blev huset splittet ad. Møbler blev ødelagt, skabe blev tømt og indholdet blev smidt ud over det hele.
Netop historier og situationer som denne er en af grundene til, at Kim Christoffersen og andre i fællesskabet holder deres fund meget tæt til kroppen.
Finder det smukke, hvor de fleste andre ikke kan
I 2010 blev der med Finansloven indført en såkaldt nedrivningspulje - en stor pose penge, der kan gå til at rive faldefærdige og forladte huse ned.
Siden da er der kommet længere mellem de forladte huse.
- Hvis jeg var nabo til et hus, der var helt faldefærdigt, ville jeg også synes, det var ufedt. Det ødelægger værdien for husene omkring, og er en skændsel for mange små byer, siger Kim Christoffersen.
Når vi ikke er her mere, så overtager naturen igen
Alligevel er det ikke grimme huse, Kim Christoffersen oplever på sine eventyr - og derfor er han ekstra glad, når han finder et sted, som nærmest står urørt.
Når Kim Christoffersen endelig lykkedes med at finde sådan et sted, bruger han sit kamera til at indfange den specielle stemning, der opstår.
- Når man træder ind i sådan et hjem, så træder man nogle gange 70 år tilbage i tiden. Det, jeg rigtig godt kan lide at fotografere, er, når der for eksempel er meget spindelvæv, hvis der vokser efeu ind ad vinduerne, eller der vokser et træ op af gulvet. Det fortæller, at når vi ikke er her mere, så overtager naturen igen.
De her billeder har en fortælling, som man ikke lige ser til hverdag
- Der er mange dygtige fotografer, der tager flotte naturbilleder, men de billeder har en fortælling, som man ikke lige ser til hverdag.
Kim Christoffersen er godt klar over, at det er ulovligt at gå ind i de forladte hjem. Alligevel mener han ikke, at han gør noget forkert.
- Vi stjæler ikkenoget, vi rykker ikke rundt på noget, vi ødelægger ikke noget. Der er formentlig ikke nogen, der kan se, at vi har været der, når vi går der fra. Derfor synes vi godt, at vi kan retfærdiggøre, at vi går der ind. Men jeg ved godt, at det ikke er alle, der har den holdning, siger han og forsætter:
- Når et hus har stået forladt i 5, 10 eller 30 år, så har jeg en idé om, at folk ikke har en særlig stor tilknytning. Ellers havde de gjort et eller andet. Derfor tænker jeg ikke, at det har en stor betydning for nogle mennesker. Derfor synes jeg, at det er okay.
TV2 ØST har været i kontakt med ejeren, som har givet os tilladelse til at filme i huset.