- Vi er ekstremt glade, særligt på elefanternes vegne.
Sådan lyder reaktionen fra Rasmus Nielsen, chefzoolog i Knuthenborg Safaripark. I dag blev det nemlig endegyldigt aftalt, at staten køber elefanterne Lara, Djungla og Jenny fra Cirkus Arena og elefanten Ramboline fra Cirkus Trapez.
Cirkus Arenas elefanter har stået i karantæne siden sidste år, efter et flertal i Folketinget blev enige om, at der skal vedtages et endegyldigt forbud mod elefanter i cirkus. Inden et forbud kan vedtages, skulle der dog findes en løsning for elefanterne - og med købet af de fire elefanter for i alt 11 millioner kroner kan næste skridt nu tages.
- Vi er kommet frem til en rigtig fornuftig løsning, så elefanterne kan få det bedre. Vilde dyr hører ikke til i hverken en stald eller en manege, lød det fra fødevareminister Mogens Jensen (S).
Artiklen fortsætter under billedet
Jeg er meget forhåbningsfuld
Opgaven med at tage vare på elefanterne skal nu i udbud. Selve udbuddet åbner i starten af næste uge, og elefanterne bliver givet uden vederlag til dem, der kan give elefanterne den bedste dyrevelfærd. En opgave, Knuthenborg Safaripark er klar til at byde ind på.
- Vi glæder os til at se udbudsmaterialet og melde ind på det. Vi har arbejdet på det her projekt i mere end et år, så vi er klar til at byde ind på de her elefanter. Jeg er meget forhåbningsfuld, siger chefzoolog Rasmus Nielsen.
At give fire elefanter et nyt hjem er dog hverken en nem eller billig opgave. Først og fremmest skal der nemlig bygges et splinternyt anlæg til et tocifret millionbeløb.
Artiklen fortsætter under billedet
Finansieringen er på plads, men hvis Knuthenborg vinder opgaven med at tage sig af de fire elefanter, vil der stadig gå omkring et år, før de kan flytte.
- Først og fremmest skal vi have bygget stalden og nogle udearealer, så vi kan overtage elefanterne hurtigst muligt. Når det er færdigt kan vi fortsætte med at bygge udeanlægget, som de langsomt skal sluses ud i, forklarer Rasmus Nielsen.
Elefanter skal vænnes til friheden
Chefzoologen har store forhåbninger til anlægget og har været på flere ture til udlandet for at søge inspiration til indretningen af anlægget, som ikke kun skal tage højde for de enkelte dyrs velfærd. Anlægget skal nemlig også hjælpe de fire elefanter til at blive til en samlet flok.
Finansieringen har vi på plads, så vi er klar til at bygge det anlæg, vi mener er bedst for elefanterne
Samtidig skal elefanterne vænnes af med at være i fri kontakt med mennesker på et meget lille areal og langsom lære kun at være i beskyttet kontakt med mennesker. Den opgave er svært, og derfor har Rasmus Nielsen i næste uge et møde med en af verdens førene elefanteksperter.
- De skal vænnes til omgivelserne og hinanden, og de skal lære at samarbejde med os - og det kan vi ikke tvinge dem til. Derfor er min faglige vurdering, at for at opnå størst sucecs, skal man gøre det i elefanternes tempo. Vi håber, at det er inden for 12 måneder, siger Rasmus Nielsen.
Artiklen fortsætter under billedet
Nu håber Rasmus Nielsen blot, at sagen kan lukkes endegyldigt, og at elefanterne kan komme til Knuthenborg.
- Finansieringen har vi på plads, så vi er klar til at bygge det anlæg, vi mener er bedst for elefanterne, hvis vi vinder udbuddet. Vi krydser selvfølgelig fingre, siger han.
Knuthenborgs elefantlæg vil være på i alt 15 hektar, svarende til 20 fodboldbaner. Gæsterne vil ikke kunne komme helt ind til elefanterne, men ellers bliver oplevelsen, som man kender den i Knuthenborg, hvor dyrene optræder i så naturligt et miljø som muligt.
Rasmus Nielsen kender ikke til andre steder, der skulle være interesserede i elefanterne, og ifølge Ritzau vil hverken Københavns Zoo, Givskud Zoo, Aalborg Zoo eller Odense Zoo byder på opgaven.
Video: Se elefanterne, som lige nu bor i Cirkusland i Slagelse