Det er efterhånden længe siden, at man udelukkende kunne opleve nulevende, vilde dyr i Knuthenborg Safaripark.
I 2018 åbnede parken "Dinosaurskoven", og i år lancerede man så en naturhistorisk samling, der består af fossiler fra fortidens dyr, der levede i Perm- og Juratiden.
Netop samlingen af spektakulære fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr har nu vokset sig så stor, at Knuthenborg Safaripark opretter et selvstændigt evolutionsmuseum inde i parken.
Det er Danmarkshistorie på et nørdet plan. Der har aldrig været sådan en udstilling før i Skandinavien
- Vi gør det, fordi vi rigtig gerne vil fortælle de store dyrs evolutionshistorie. I Knuthenborgs historiske samling er der mest dyr fra Permtiden, altså tiden før dinosaurerne, og nu udvider vi det så med dyr fra Istiden, fortæller Christoffer Knuth, der er direktør i Knuthenborg Safaripark.
Det der gør museet til noget særligt er, ifølge Christoffer Knuth, at alle fossilerne er ægte fossiler, hvorimod mange andre udstillinger med fossiler består af kopier.
- Du kan jo godt sige, at noget er en ægte dinosaur, men så er det måske kun fire knogler, der viser sig at være ægte – resten er kopi. Her er 95-98 procent ægte knogler, og de kommer endda fra det samme dyr. Så det er virkelig, virkelig unikt det her, fortæller han.
Største satsning nogensinde
Museet hedder Knuthenborgs Evolutionsmuseum og er over 1000 kvadratmeter stort. Det kommer til at bestå af to rum, der i første omgang skal huse ægte skeletter fra seks dinosaurer, 10 dyr fra Permtiden og en række store dyr fra Istiden.
- Det er Danmarkshistorie på et nørdet plan. Der har aldrig været sådan en udstilling før i Skandinavien, fortæller Christoffer Knuth.
Nogle af fossilerne har Christoffer Knuth selv været med til at udgrave i USA, mens andre fossiler er på permanent udlån. Ifølge direktøren løber udgiften til de forskellige fossiler samlet op i et trecifret millionbeløb, hvilket gør den nye attraktion til den største økonomiske satsning i safariparkens historie.
Udstiller uhyre sjældent fossil
Når Evolutionsmuseet åbner til foråret, vil besøgende blandt andet få mulighed for at se det, som Knuthenborg Safaripark selv beskriver som en ”vaskeægte verdenssensation”. Museet har nemlig fået fingrene i et eksemplar af en såkaldt Archaeopteryx.
- Der findes kun 12 eksemplarer i verden, så det svarer lidt til at udstille en hemmelig Porsche, forklarer direktøren.
Den såkaldte Archaeopteryx levede sammen med dinosaurerne for 150 millioner år siden og beviser Darwins evolutionsteori, fordi den betragtes som halvt fugl og halvt dinosaur.
- Den er jo billedet på alt det, vi gerne vil fortælle. Man kan starte med en dinosaur og ende med en kollibri eller en gråspurv - det er jo syret. Den er simpelthen hele indbegrebet af evolutionen, forklarer Christoffer Knuth.
Det specifikke eksemplar af Archaeopteryxen, der nu bliver udstillet i Knuthenborg Safaripark, er registreret som det ottende fund i verden og kommer fra München. Knuthenborg Safaripark har fået adgang til den, fordi de har kunnet garantere, at den bliver tilgængelig for offentligheden samtidig med, at også forskere får adgang til den.
Fossilerne skal nemlig ikke kun fascinere parkens besøgende. De stilles også til rådighed for videnskaben, da palæontologer får lov til at forske på fossilerne.
Sanselig oplevelse
Udstillingen af fossilerne er baseret på en nyfortolkning af den traditionelle museumsoplevelse, hvor elementer af både lyd, lys og duft skal bidrage til et samlet indtryk.
- Det bliver meget moderne, og du kan også finde det spændende, selvom du overhovedet ikke interesserer dig for dinosaurer. Det kommer til at minde mere om kunst, forklarer Christoffer Knuth.
Det handler kort sagt om at skabe et univers, der kan henlede publikum til det miljø, som fortidsdyrene levede i.
- Er der nogen, der har gået på noget, der minder om en frisk eng, så lægger du for eksempel dufte, som er engagtige og græssede ind over, siger han.
Museet åbner den 1. april 2023, hvor nysgerrige kan få syn for sagen. I vinterhalvåret, hvor Knuthenborg Safaripark holder lukket, vil en del af fossilerne blive udlånt til andre museer og til forskning.