Komikere går til kamp for Lolland og Falster

Lolland og Falster er blevet omdrejningspunktet for en ny podcast, hvor to komikervenner prøver på at bryde med fordommene om de to øer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Om to mikrofoner sidder vennerne Mikkel Heiberg og Daniel Blak i deres studie i Nykøbing Falster. 

Udover at være komikere er de begge opvokset på henholdsvis Lolland og Falster. En ting, som har bundet dem tæt sammen. 

At komme fra Lolland og Falster kan nemlig give anledning til flere spørgsmål, når man bevæger sig nordpå.

- Jeg bliver ofte mødt af kommentaren: Lolland-Falster - er det ikke det samme?, siger Daniel Blak. 

Det var Daniel Blak, der fik idéen til podcasten.
Det var Daniel Blak, der fik idéen til podcasten. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Det er også grunden til, at de sammen har startet en podcast med navnet "Lolland Falster - Er det ikk det samme?".

To forskellige øer 

- Jeg oplever, at der er nogen, som ikke forstår, at det er to øer, selvom der er vand i mellem, siger Mikkel Heiberg.

Forskellen på øerne bliver ofte diskuteret i podcasten. Værterne har nemlig en lille joke kørende om, hvilken en af øerne, der er den bedste. 

- Mikkel mener ikke, at han skal komme med argumenter for, hvorfor Falster er bedre. Han mener, at Falster sælger sig selv, siger Daniel Blak. 

Det er dog ikke kun de interne stridigheder, som nævnes i podcasten.

Fortæller om de gode sider 

Til dagens optagelse vendes alt fra lokale cykelryttere til åbningen af en ny bager. 

- Der er så mange kvaliteter ved at bo hernede, og så mange ting, man ikke hører om, så dem vil vi gerne fortælle om, siger Mikkel Heiberg. 

Mikkel Heiberg flyttede for nyligt tilbage til Falster, hvor han er opvokset.
Mikkel Heiberg flyttede for nyligt tilbage til Falster, hvor han er opvokset. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Vennerne har nemlig flere gange oplevet at blive mødt af fordomme fra personer, der ikke ved nok om området. 

- Nogle gange tror folk, at hvis de tager herhen, så bliver de mødt med høtyve og ingen wifi, siger Daniel Blak. 

Det er også grunden til, at de i podcasten går i dybden med de helt lokale historier. 

Krydret med en portion humor

Det bærende element i podcasten er humor, og det er der en særlig årsag til. 

- Vi mødte hinanden gennem komikermiljøet, siger Mikkel Heiberg. 

Der bliver da også grinet under optagelserne. 

- Mikkel har sådan et uskyldig udseende, at han nogle gange vælter mig bagover med vilde jokes, siger Daniel Blak. 

Podcasten Lolland-Falster -Er det ikk det samme?  kan blandt andet høres på Spotify og Podimo. 


Nyhedsoverblik