Kræftramte Søren skrev en sang om livet - nu har han indsamlet stort beløb

Søren Andersen lider af uhelbredelig kræft. Nu har han sammen med sin kone samlet over 33.000 kroner ind til Knæk Cancer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Da Søren Andersen i maj fik diagnosen kræft, kom det som et chok.

Tiden satte mange tanker i gang hos Søren, som blev til en sang, der har fået titlen Livet. En sang, der i skrivende stund har indsamlet over 33.000 kroner til Knæk Cancer, der støtter Kræftens Bekæmpelse.

I 18 år havde han arbejdet som musiklærer på Sofie Rifbjerg Efterskole på Nordfalster, der er en efterskole for unge med særlige undervisningsbehov.

Og da det kom på tale, at kræften kunne få konsekvenser for hans evne til at spille guitar og skrive musik, gik det op for ham, hvad han stod til at miste.

- Musikken betyder alt.

- Det ramte mig rigtig hårdt. Det er en ting, der betyder rigtig meget for mig. Det vil jeg ikke miste, siger han.

Søren Andersen fik diagosen kræft i maj 2024 og blev erklæret uhelbredelig syg i juni 2024.
Søren Andersen fik diagosen kræft i maj 2024 og blev erklæret uhelbredelig syg i juni 2024. Foto: Søren Andersen. Privatfoto.

Søren Andersen lider af ventrikelkræft i form af en kræftknude i mavesækken, der har bredt sig. Det betyder, at Søren ikke længere kan gå og har store smerter i ryggen.

Han beskriver selv sangen som barsk, og derfor fik han aldrig optaget eller spillet sangen for nogen.

Indsamlede 14.000 på fire timer

Men hans kone mente, at sangen skulle ud og tjene et formål.

- Sangen handler om, at vi skal huske at leve livet. Det, synes jeg egentlig også, vi gjorde. Nu forstærker vi den bare endnu mere, fordi vi har fået det her over hovedet på os.

Carina Frismann Pedersen skrev derfor i sidste uge et opslag på Facebook, hvor de beskrev deres historie og delte nummeret, Søren Ørn Andersen havde skrevet.

Samtidigt oprettede de en indsamling til Knæk Cancer, som folk kunne bidrage til.

På kun en uge har indsamlingen nået 33.000 kroner, selvom målet blot var 10.000.

Det går midlerne til

Kræftens Bekæmpelse peger hvert år på en række indsatsområder inden for forebyggelse, forskning og patientstøtte, som potentielt kan få støtte fra dette års Knæk Cancer indsamling.

Hvorvidt alle projekterne får støtte, afhænger af det endelige indsamlede beløb.

De udpegede indsatsområder fremgår nedenfor i prioriteret rækkefølge.

  • Børnecancerfonden

  • Biologisk, psykosocial, klinisk og epidemiologisk kræftforskning

  • Senfølger

  • Flere sygdomme og psykisk mistrivsel

  • Bedre opsporing og behandling af kræft

  • Ældre og kræft

Kilde: Knaek.cancer.dk

Allerede efter fire timer havde parret samlet 14.000 kroner ind.

- Det er jo sindssygt. Hvis det kan være med til at gøre en forskel for forskningen, skal det bare ske. Det er en møgsygdom, og vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, siger Carina Frismann Pedersen.

- At så mange er blevet rørt af historien og har været inde og høre sangen og har givet tilbagemeldinger, det er fantastisk, siger Søren Andersen. 

- Det skete for os

Søren Andersen har i mange år fulgt Knæk Cancer-indsamlingen, men i år kommer han til at se med med andre øjne.

- Det har været svært for mig i år, da det nu også er mig, programmet handler om. Det er surrealistisk, siger han.

Carina Frismann Pedersen stemmer i. 

- Det er noget, som vi ikke troede skulle ske for os, men det skete for os, siger Carina Frismann Pedersen.

Læs også
Lokale løbere samler ind til godt formål
Læs også
Lokale løbere samler ind til godt formål

I dag lever Søren med en uhelbredelig kræftsygdom. Han har afsluttet sin kemobehandling og er i vedligeholdelsesforløb. 

I 2023 samlede Knæk Cancer i alt 113.058.190 kroner ind til Kræftens Bekæmpelse. 

Knæk Cancer showet samler i år ind for 13. gang, og vises lørdag aften klokken 20 på TV 2. 

Her kan du høre hele den sang, som Søren har skrevet.

Nyhedsoverblik